-
El
-
VVS
TEKNIQ Arbejdsgiverne har indgået en ny overenskomst med Blik & Rør og Dansk Metal målrettet vvs’ere, der udfører funktionærarbejde.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har netop indgået en funktionæroverenskomst, som trådte i kraft 1. november, med fagforbundene Blik & Rør og Dansk Metal.
Overenskomsten omfatter medarbejdere, der har en faglært uddannelse inden for vvs-faget og udfører funktionærarbejde. Det kan for eksempel være vvs’ere, der arbejder med indregulering af CTS-anlæg, som kan være omfattet af den nye overenskomst.
- Det er ikke vores vurdering, at den vil omfatte særligt mange her i starten, men der er et stigende potentiale i takt med de mange opgaver, der ligger i den grønne omstilling af samfundet de kommende år. Her vil flere vvs’ere sandsynligvis få job, der minder mere om funktionærarbejde i forhold til tidligere, siger Thorkild Bang, chefforhandler i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kun for faglærte
Overenskomsten kom på tegnebrættet ved overenskomstfornyelsen i 2020, hvor det blev aftalt, at der skulle laves en ny funktionæroverenskomst. Den nye overenskomst dækker kun medarbejdere med en erhvervsfaglig grunduddannelse, der udfører funktionærarbejde. På den måde svarer den i overvejende grad til funktionæroverenskomsten for elarbejde, der tidligere er indgået med Dansk El-forbund.
Medarbejdere med en kort videregående uddannelse er fortsat omfattet af overenskomsten med Teknisk Landsforbund. Den ligger indholdsmæssigt tæt op ad den nye overenskomst. Begge overenskomster giver flere valgmuligheder – blandt andet i forhold til jobløn – men ingen af dem indeholder lønsatser.