-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Fabrik til to-cifret millionbeløb fordobler arealet, øger effektiviteten og giver en langt mere miljøvenlig produktion for underleverandøren SteelXperts i Holstebros nye industrikvarter. Samtidig får virksomheden facade ud til motorvejen.
Med 64 mand, hvoraf 15 er fast på værkstedet, og 10-15 folk indlejet, er SteelXperts pressede i deres nuværende lokaler i Holstebro, når der skal produceres alle typer af rustfrit stålrørsarbejde. Derfor har virksomheden i over to år arbejdet med planer om at bygge en ny produktion og administration tilpasset den strategi om nye markeder og vækst, som er lagt.
Nu er tilladelser og finansiering på plads. Målet er en indflytning i starten af 2025. Entreprenør er Midtjysk Albyg.
- Jeg har personligt sammen med ejeren af Midtjysk Albyg, Frants Sørensen, etableret et ejendomsselskab STXP Ejendomme, der kommer til at eje de nye fabriksbygninger. Det er klart, at SteelXperts i en ny fabrik får en noget højere husleje end i dag, men vi får også mange fordele, siger salgschef og medejer Torben Smidstrup.
Lager samles
Metalvirksomhedens nuværende lokaler er en lang samling af knopskydning fra 1974 frem til i dag. Eksempelvis er der lager fire forskellige steder. Alene på logistik er der således store fordele at hente i en ny fabrik. Samtidig kan al produktion i rustfast ske i én hal.
I fabrikken bliver der jordvarme i form af gulvvarme, der giver en behagelig temperatur ved to grader lavere end normalt. Portene er ekstra isolerede – og der er forberedt til solceller på tagene. I hele byggeriet er energi/miljø således tænkt ind på en række områder. Der er kapacitet til 84 medarbejdere i kantiner etc. Samtidig har SteelXperts sikret ekstra areal til en udvidelse med en produktionshal, når/hvis der bliver behov for det.
Motorvejs placering
Placeringen bliver på Vagn Kloses Vej i Holstebros nye industrikvarter fem km. fra det nuværende domicil. Hallerne opføres med stålspær og præfabrikerede facade- og tagelementer i træ. Administrationsbygningen bliver opført med limtræsspær og også her bruges præfabrikerede træelementer til facade og tag.
- Vi er gået efter en meget synlig placering ud til motorvejen, hvor mange passerer forbi hver dag. Det vil gøre os mere kendte i lokalområdet. Samtidig overvejer vi med skærme ved bygningen at tiltrække opmærksomheden, så SteelXperts bliver brandet mere end i dag, siger Torben Smidstrup.
SteelXperts
-
64 ansatte
Rustfrit stålrørsarbejde/rustfri stålkonstruktioner samt smede- og stålarbejde.
CEO/medejer Bjarne Sørensen
Salgschef/medejer Torben Smidstrup