-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund har netop indgået forlig om en ny overenskomst på el-området, som nu skal til afstemning blandt medlemmerne. Forliget rummer både grønne fodaftryk og mere ligestilling på barsel.
TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund indgik sent onsdag aften et forlig om en ny overenskomst på el-området, som nu skal til afstemning blandt medlemmerne. Fra begge sider af bordet er der stor tilfredshed med, at det lykkedes at lande et ansvarligt og grønt forlig, som tilmed rummer en nyskabelse på barselsområdet. Derudover vil branchen også arbejde for klimaneutralitet og dokumentere sit eget grønne fodaftryk.
- Da vi indledte forhandlingerne, gav vi samtidig håndslag på, at vi ville lægge os i selen for at nå en aftale. Vi har nu landet et godt forlig, hvor virksomhederne bliver bedre rustet til fremtiden, og branchen tager de første skridt mod at blive CO2-neutrale, siger Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Formand for Dansk El-Forbund Benny Yssing (tv.) og formand for TEKNIQ Arbejdsgiverne Henrik Fugmann skriver under efter lange forhandlinger.
Der var lagt op til historisk svære forhandlinger på baggrund af høj omsætning i branchen de senere år, som blev fulgt op af tårnhøje energipriser og en galopperende inflation. Af samme grund er Dansk El-Forbund også godt tilfreds med, at det lykkedes at nå hinanden.
- Vi kom i land med bedre løn og satser, og det er vigtigt i den nuværende økonomiske situation for vores medlemmer. Der er også gode perspektiver i stærkere samarbejde om uddannelse, den grønne omstilling og arbejdsmiljøet. Plus regler for flekstid, hvis medarbejderne vel at mærke ønsker det. Jeg vil derfor gerne takke TEKNIQ Arbejdsgiverne for de hårde, men også konstruktive forhandlinger, siger Benny Yssing, formand for Dansk El-Forbund.
Blandt de centrale elementer i aftalen er:
- Stigning i mindstelønnen på 4,50 kroner i 2023 og 4,50 kroner i 2024.
- Nyt samlet lønloft på 225 kr. under barsel, der fremmer ligestillingen mellem mænd og kvinder.
- Mere lokal selvbestemmelse og mere fleksibel arbejdstid.
- Styrkelse af det høje faglige niveau i branchen ved lettere adgang til midler til efteruddannelse.
- Betalingssatserne til elever og lærlinge stiger med 4,5% i 2023 og 3,5% i 2024.
- Arbejdsgivers pensionsbidrag stiger pr. 1. juni 2023 fra 8 til 10%, mens medarbejderbidraget går fra 4 til 2%. Den samlede pensionsindbetaling er stadigvæk 12%.
- Bidraget til fritvalgsordningen stiger med 2 procentpoint pr. 1. marts 2024, og der bliver hyppigere mulighed for udbetaling.
- Modernisering af elbranchens akkordsystem.
Hvis den nye aftale bliver stemt igennem ved forbundenes store afstemning, inviterer TEKNIQ Arbejdsgiverne alle medlemmer til en grundig gennemgang af overenskomsten - både via online-møder og fysiske møder.
Den nye overenskomst er gyldig med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2023 - hvis den bliver vedtaget.
I denne og næste uge fortsætter arbejdet med forhandlingerne på de øvrige syv overenskomster, som TEKNIQ Arbejdsgiverne forhandler.