
Ny app til servicering af ABA-anlæg sparer både installatører og beredskab for et hav af ventetid i telefonkø.
Siden starten af oktober har blandt andre Kemp & Lauritzen testet en ny app af til servicering af ABA-anlæg (Automatisk Brandalarmering, red.). Få uger inde i forløbet er installationsvirksomheden ikke i tvivl om, at potentialet er enormt, når det kommer til at skære unødig spildtid væk.
- Teknikerne er meget tilfredse med at undgå at vente på at servicemelde et anlæg, siger Jon Ambirk, serviceleder i Kemp & Lauritzen.
Indtil nu har installatørerne ringet ind til Hovedstadens Beredskab i forbindelse med servicering af ABA-anlæg, så brandbilerne ikke bliver sendt af sted uden grund. Det trin kan de nu springe over ved at bruge app’en i stedet for at hænge i en telefonkø.
700 opkald om dagen
- Det sparer os for en hulens masse tid, og alt i alt er det en win-win-løsning for alle parter, siger Jon Ambirk.
Læs også: Ineffektive brandalarmer koster liv
I Hovedstadens Beredskab bruges der i omegnen af to årsværk på at besvare de mange henvendelser om ABA-anlæg. Af samme grund er der en gevinst for beredskabet, når de fremadrettet ikke skal bruge så meget krudt på den slags tidsrøvere.
- Det er ikke sådan, at alle opkald forsvinder, men jeg vil tro, at det drejer sig om 2/3-dele af opkaldene, der bliver sparet væk, siger Tim Ole Simonsen, operationschef og pressetalsmand i Hovedstadens Beredskab.
Han understreger, at det trods den nye app stadig er installatørens ansvar at sikre, at ABA-anlæggene er slået ordentligt til og fra i forbindelse med servicebesøg.
App’en, der hedder ABAservice, bliver i øjeblikket testet hos 40 serviceteknikere fra Bravida, Kemp & Lauritzen, Dansk Sprinkler Teknik og Siemens. Fra december er det meningen, at løsningen skal udbredes til alle 108 servicevirksomheder i hovedstaden.
Der ifølge Hovedstadens Beredskab ingen aktuelle planer om at udbrede løsningen til andre dele af landet.