-
El
-
VVS
Ny analyse slår én gang for alle en pæl igennem myten om, at man er låst af sin uddannelse som faglært. Langt hovedparten af de nyudlærte elektrikere og vvs’ere fortsætter direkte ud i installationsbranchen, men op til en tredjedel af dem videreuddanner sig i løbet af de første fire år.
De er både eftertragtede på arbejdsmarkedet og videreuddanner sig flittigt i årene efter, de har fået svendebrevet.
Det er hovedkonklusionen i en ny analyse af mere end 16.000 nyudlærte elektrikeres og vvs'eres karriereforløb. Analysen er udarbejdet af analysebureauet Moos-Bjerre A/S for TEKNIQ Arbejdsgiverne, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.
Mange veje til succes
Langt størstedelen af de nyudlærte elektrikere (87 procent) og vvs'ere (89 procent) vælger at starte deres karriere direkte i installationsbranchen, hvor de oplever en høj grad af jobsikkerhed og efterspørgsel på deres kompetencer.
Men analysen viser samtidig, at en stor del af dem har mod på at lære mere. Hele 32 procent – hver tredje af elektrikerne - vælger et nyt uddannelsesforløb i løbet af de første fire år, efter de har fået deres svendebrev i hånden. For vvs-energispecialisterne er det 21 procent – eller hvad der svarer til cirka hver femte udlærte.
De begynder blandt andet på installatøruddannelserne, maskinmesteruddannelsen, adgangseksamen til ingeniøruddannelserne og bygningskonstruktøruddannelsen. Med en uddannelse som elektriker eller vvs-energispecialist står man derfor ikke blot stærkt i installationsbranchen – der er også rig mulighed for at udvikle og videreuddanne sig.
Forsvindende få (3-5 procent) kommer slet ikke ind i installationsbranchen i årene efter endt uddannelse.
Karrieremuligheder i og uden for branchen
Analyserne peger på, at nogle nyuddannede vælger at starte uden for installationsbranchen, men vender tilbage senere, hvilket vidner om den fleksibilitet og værdi, som en teknisk uddannelse bringer med sig. For dem, der forlader installationsbranchen, er mulighederne mange. De kan arbejde i bygge- og anlægsbranchen eller stillinger inden for rådgivende ingeniørvirksomheder og i Forsvaret. Faktisk er sidstnævnte topscoreren, da mellem 7 og 10 procent får ansættelse der, når de søger væk fra installationsbranchen.
Det er utrolig positivt, at landets mange faglærte i installationsvirksomhederne besidder stor videbegærlighed og ønsker at fordybe sig fagligt, mener Maria Schougaard Berntsen, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er altafgørende i en tid, hvor den grønne omstilling af samfundet og den teknologiske udvikling generelt tager fart. Samtidig er det vigtigt at få dokumenteret, der er et væld af karriereveje at gå inden for det tekniske erhvervsliv, og at man på ingen måde er fastlåst med en faglært teknisk uddannelse i hånden, konstaterer hun.