-
El
-
VVS
-
Industri
Ny europæisk aftale gør Nordsøen til et mekka for havvind som alternativ til Putins gas. TEKNIQ Arbejdsgiverne deltog på sidste uges topmøde med en række centrale europæiske politikere.
Den kommende havvindmøllepark i Nordsøen kommer til at placere Danmark centralt på det energipolitiske Europakort.
Perspektiverne er vidtrækkende for blandt andre TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder, og derfor var administrerende direktør Troels Blicher Danielsen inviteret til topmøde i Esbjerg onsdag den 18. maj.
Her flagede han behovet for at tænke bæredygtighed, lærlinge og ikke mindst digitalisering og energieffektivisering sammen i processen.
- Det var blandt andet en anledning til at vise den tyske økonomi- og klimaminister, hvordan virksomhederne og borgere i Danmark kan følge elforbruget på timebasis på mobilen. Det er et godt eksempel på, hvordan data kan være med til at sænke energiforbruget, ligesom jeg lagde vægt på behovet for at tænke bæredygtighed i alle dele af værdikæden, siger Troels Blicher Danielsen.
Formanden for Europa-Kommissionen, regeringsledere og energiministre fra Danmark, Tyskland, Belgien og Holland mødtes til topmødet for at diskutere bud på at vriste sig fri af russisk gas. Her kunne de blandt andet underskrive Nordsøaftalen, der skal gøre Nordsøen til Europas grønne energi-kraftværk med massive investeringer i havvindmøller.
Målet er, at de skal kunne levere minimum 150 GW i 2050 – eller hvad der svarer til mere end halvdelen af den vedvarende energi, der skal til for at gøre EU klimaneutral. Læs hele aftalen her.