-
El
MVT Elteknik Aps i Hillerød fusionerer med Alpha Electric i Ølstykke og beskæftiger dermed omkring 60 mand.
Siden den 1. marts har de to nordsjællandske installationsvirksomheder, MVT Elteknik Aps og Alpha Electric, været en og samme virksomhed. Alpha Electric bliver det fortsættende selskab.
45-årige Morten Vest Therp, MVT Elteknik Aps, bliver administrerende direktør for det fusionerede Alpha Electric A/S, mens 59-årige Søren Danielsen fortsætter som driftsdirektør.
- Søren og jeg har kendt hinanden og arbejdet sammen i mange år, og vi har begge samme høje standarder, både når det gælder service over for vores kunder og leverandører, medarbejderpleje og ikke mindst selve håndværket. Med Alpha Electrics stærke netværk inden for byggebranchen, kombineret med MVT Eltekniks specialiserede ydelser, som vi jo også har leveret igennem Alpha Electric igennem årene, er det ingen overdrivelse at kalde os for det perfekte match, siger Morten Vest Therp i en pressemeddelelse.
Specialister og entrepriser
Morten Vest Therp startede MVT Elteknik i 2006 og har igennem årenes løb oparbejdet en ekspertise inden for brandsikringsinstallationer, herunder automatisk brandalarm (ABA anlæg) og automatisk varslingsanlæg (AVA). MVT Elteknik beskæftiger i dag 13 medarbejdere.
Alpha Electric startede op i 2003, hvor Søren Danielsen efter mange år med ansvar større entreprisesager, sprang ud som selvstændig. I dag er Søren og de godt 45 medarbejderes fokus stadig på større entrepriser med Scandic Scanport Amager, OPP Ringsted og CPH Highline som nogle af lidt mere kendte referencer.
- I det daglige vil vores samarbejdspartnere ikke mærke den store forskel, men både som leverandør og kunde vil Alpha Electric fremstå som en endnu mere komplet virksomhed med en bred vifte af kompetencer og med en, for vores leverandører, interessant indkøbsstyrke, udtaler Søren Danielsen.
Virksomheden fortsætter på de nuværende adresser i Hillerød og Ølstykke. Det nye Alpha Electric A/S beskæftiger fremadrettet godt 60 medarbejdere, der løser opgaver på hele Sjælland, dog med hovedvægten på Storkøbenhavn.