-
El
Landboforeningen Agri Nord lægger pres på de nordjyske kommuner for at få udpeget arealer til solcelleanlæg.
Står det til landbruget, skal kommunerne i Nordjylland udpege store arealer til solcelleparker. Landmændene vil til at dyrke solen frem for de mere traditionelle afgrøder som hvede og byg. Det er en fordel for både klimaet og landmændene.
- Vi i landbruget står med en gylden mulighed for at gøre en kæmpe forskel i forhold til klimaet, siger Ulrik Krogsgaard, bestyrelsesmedlem i Agri Nord, til erhvervsavisen LandboSyd.
Agri Nord mener, at der netop i Nordjylland er mange velegnede arealer, der kan udnyttes til solcelleanlæg - blandt andet er der store arealer med indsatsplaner for drikkevandsbeskyttelse, som er oplagte til formålet.
Økonomisk bæredygtig
Hos Agri Nord ser man energi fra solceller som en bæredygtig energiproduktion, der også er økonomisk bæredygtig.
- Økonomien i solcelleanlæg er blevet så fornuftig, at de i fremtiden kan klare sig helt uden statsstøtte, siger Ulrik Krogsgaard.
Mange steder er kornproduktion i dag ikke økonomisk bæredygtigt, og udtages de nuværende kornmarker til klimavenlig energiproduktion, sparer samfundet desuden den CO2-udledning, der er ved at drive markerne.
- For nogle landmænd kan det være en langt bedre forretning at dyrke grøn energi fremfor korn, siger han.
Sol og vind skal deles lige
Landbruget opfordrer til, at kommunerne deler indsatsen ligeligt mellem vindenergi og solenergi. Det kan ikke nytte noget at fokusere ensidigt på det ene eller andet.
- Solen skinner om sommeren, og vinden blæser om efteråret. Derfor vil en kombination af vindmøller og solcelleanlæg sikre en jævn, klimarigtig produktion året rundt, så vi helt kan udfase de fossile brændstoffer, siger Ulrik Krogsgaard.