-
El
To medejere har overtaget det fulde ejerskab af Steen Jørgensen El-Installation A/S, der leverer el- og teknikentrepriser til store bolig- og erhvervsbyggerier.
I april 2022 blev Michael Saxtoft ansat som administrerende direktør i Steen Jørgensen El-Installation og indtrådte samtidig i ejerkredsen sammen med teknisk direktør Mats Bach Nilsson. Nu har de to ledende medarbejdere overtaget det fulde ejerskab af den nordjyske virksomhed, der udfører el- og teknikentrepriser på større bolig- og erhvervsbyggerier, fortrinsvist på Sjælland.
Overtagelsen sker som led i et generationsskifte, der blev fremskyndet, da virksomhedens stifter, Steen Jørgensen, omkom i en ulykke i sommeren 2021. I det følgende års tid var det den mangeårige nøglemedarbejder, Mats Bach Nilsson, der stod for den daglige drift af virksomheden, og han fortsatte i rollen som teknisk direktør, da Michael Saxtoft kom til.
- På trods af Steens tragiske og alt for tidlige bortgang er vi lykkedes med at fastholde den positive udvikling i virksomheden. Det er vi meget tilfredse med, og fremtiden tegner lys. Allerede nu har vi opgaver til udførelse i 2023, der svarer til hele omsætningen i et normalt år, siger Michael Saxtoft.
Flest kunder på Sjælland
På trods af sit nordjyske udgangspunkt henter Steen Jørgensen El-Installation langt størstedelen af sine opgaver på Sjælland. Her har stifter Steen Jørgensen, med sin måde at drive virksomhed på, skabt sig et ry for altid at levere i en høj kvalitet – til tiden og til aftalt pris. Det er en arv, som Michael Saxtoft og Mats Bach Nilsson er meget bevidste om at føre med videre efter generationsskiftet.
- Vi er aldrig dem, der kommer med det billigste tilbud på en byggesag. Til gengæld kan vores kunder altid forvente, at vi er til at tale med, når der kommer ændringer – og det gør der næsten altid. Vi sætter en ære i at være troværdige og realistiske i vores prissætning og i at bidrage til en problemfri proces. Det har skabt os et rigtig godt fundament på Sjælland, siger Michael Saxtoft.
To selvstændige virksomheder
Steen Jørgensen El-Installation er grundlagt i 1988 i Skagen og har udelukkende beskæftiget sig med entrepriser siden 2020, hvor forretningsområderne entreprise og service blev adskilt og placeret i hvert sit selskab; henholdsvis Steen Jørgensen El-Installation A/S og Steen Jørgensen El-Service ApS. Som følge af generationsskiftet drives de nu videre som to selvstændige virksomheder. Steen Jørgensen El-Installation er ved samme lejlighed flyttet fra Skagen til Kattegat Silo i Frederikshavn.
Ejerskiftet i Steen Jørgensen El-Installation er trådt i kraft pr. 1. februar 2023, hvor familien til Steen Jørgensen har solgt sin ejerandel til Michael Saxtoft og Mats Bach Nilsson, som nu hver ejer 50% af virksomheden.