-
El
Madanmelderne sprænger karakterskalaen i deres bedømmelser af Nomas nye restaurant på Refshaleøen i København. Og nu har Noma vundet Den Danske Lyspris 2018 for sin helt særlige belysning, der er fuld af nordisk stemning og hjemlighed.
Den Danske Lyspris 2018 er gået til Nomas restaurant på Refshaleøen, fordi belysningen sætter helt nye standarder for, hvordan man kan arbejde med lys og stemning. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danish Lightning Center. Løsningen er et produkt af chefkok og grundlægger René Redzepis filosofi om at skabe en gennemført nordisk oplevelse, hvor mad, belysning og interiør udtrykker én og samme idé.
Det er arkitektvirksomheden BIG, som står bag byggeriets arkitektur, og Studio David Thulstrup, der har udviklet restaurantens interiørdesign, mens lysdesignet er blevet til i et samarbejde mellem Studio David Thulstrup og lysvirksomheden Anker & Co, som sammen med blandt andre XAL har leveret de specialdesignede armaturer og ophæng.
Skiftende belysning
Belysningen tilpasses løbende maden og de tre sæsoner, som køkkenet arbejder med. Al belysningen er LED og kan reguleres. Ved både at skrue op og ned for belysningen og arbejde med det hvide lys’ varme kan hele belysningen bringes til at skabe forskellige stemninger.
For eksempel kan gæsterne opleve, hvordan belysningen om sommeren næsten forlænger sollyset ind i rummet, og fremhæver loft og ovenlys. Om vinteren kan der skabes en huleagtig stemning koncentreret om de enkelte borde. Vinterbelysningen er lavet, så den spejler sig mindst muligt i de store ruder ud mod naturen, hvor bevoksningen til gengæld belyses svagt.
Hvad restaurantens gæster ikke får at se er, at belysningen også er fuldstændig gennemført i alle køkkenområder og laboratorier – ja, selv i opvaskerummet. Der er tænkt over lysets mængde, fordeling, varme og farvegengivelse hele vejen igennem, således at alle funktioner understøttes.
Den Danske Lyspris er en hæderspris og gives til hele teamet bag lysprojektet. Det er ellevte gang, at prisen uddeles, og udvælgelsen foretages af en bredt sammensat jury.
I år finder juryen, at vinderprojektet er indbegrebet af nordisk lysdesign, og udtaler:
– Belysningen på Noma fremstår på det nærmeste magisk – den omgivende natur, historien og den industrielle kontekst bliver ét med de stemningsfulde lokaler ved hjælp af belysningen, som er meget vellykket i både form, funktion, kvalitet og æstetik. Lyskonceptet er forbilledligt gennemarbejdet og spiller symbiotisk sammen med bygningerne og omgivelserne.”
Der var fire nominerede projekter til Den Danske Lyspris 2018. De øvrige projekter er: Tunnelbelysning til Supercykelsti Farumruten, Smartphonemania i Danmarks Tekniske Museum i Helsingør og Lego House i Billund.