-
VVS
Med en estimeret ekstrapris på 1,3 milliarder kroner repræsenterer det kuldsejlede byggeprojekt Niels Bohr Bygningen en af de største danske byggeskandaler. Rapporten ”Granskning af Niels Bohr Bygningen” fortæller en historie om elendig byggestyring og en spansk installationsvirksomhed, som har begået talrige fejl.
Det skulle have været så godt, og alt så rosenrødt ud, da kontrakterne blev skrevet under i 2014: For 1,6 milliarder kroner skulle den nybyggede Niels Bohr Bygningen være et fyrtårn for dansk naturvidenskabelig forskning og stå klar til Københavns Universitets forskere og studerende i 2017.
Realiteterne ser i dag helt anderledes ud. Efter katastrofal byggestyring, uheldige udbud og en kuldsejlet vvs- og ventilationsentreprise kommer bygningen til at koste mindst 2,9 milliarder kroner og står først færdig i 2019. Det konkluderer rapporten ”Granskning af Niels Bohr Bygningen”, som Transport-, Bygnings- og Boligministeriet offentliggjorde i november 2017.
Konsulentvirksomheden EY står bag granskningen.
Hele sagen begyndte for næsten et årti siden. Erkendelsen var dengang, at forskningsfaciliteterne for naturvidenskab var utidssvarende på Københavns Universitet. Derfor blev det besluttet, at en ny bygning skulle sikre dansk forskning topmoderne laboratorier og faciliteter.
I 2010 bliver projektkonkurrencerne udskrevet på Niels Bohr Bygningen, som med beliggenhed på Jagtvej i København skal være et ”vartegn for naturvidenskabelig forskning og uddannelse.”
Byggeriet begynder i januar 2015. Råbygnings-entreprisen bliver hurtigt forsinket, men den helt store udfordring viser sig at blive vvs- og ventilations-entreprisen. Den vinder den spanske installatør Inabensa med et bud på 201 millioner kroner – 51 millioner kroner under det næstbilligste bud.
Entreprisen kørte hurtigt skævt. Ifølge EY-rapporten var der flere rør- og føringsvejs-kollisioner på grund af virksomhedens egenhændige ændringer af rørføringer, som ikke fulgte arbejdstegningerne. I laboratorier er ventilationskanalerne af aluminium i stedet for PVC. Dermed kan kanalerne ikke tåle syre. Varmerør blev ført gennem serverrum. Efterhånden hobede forsinkelserne sig op, og ifølge rapporten forsøgte Inabensa at obstruere byggeriets fremdrift med et højt antal banale tekniske forespørgsler, som havde til formål at vinde tid, så forsinkelserne kunne indhentes.
Ifølge dagbladet Politiken, der har kørt en artikelserie om sagen, har Inabensa brugt ufaglært polsk vvs-arbejde og indkøbt ikke brugbare rør til fire millioner kroner fra en østeuropæisk producent. Der har angiveligt også været problemer med arbejdsmiljøet og sikkerheden.
Fyringer af installatør og direktør
I februar 2017 blev Inabensa fyret som vvs- og ventilations-entreprenør. I november 2017 offentliggjorde Transport-, Bygnings- og Boligministeriet EY-rapporten. Resultatet blev, at Bygningsstyrelsens direktør fratrådte, styrelsen fik frataget indtil flere byggeprojekter, herunder Niels Bohr Bygningen, og Vejdirektoratet har fået ansvaret for byggeriet.
I et mailsvar til Dansk VVS skriver Inabensas kommunikationsafdeling om sagen:
– Inabensa Danmark har udtrykt sin fundamentale uenighed i beslutningen om uberettiget ophævelse af kontrakten. Ifølge Inabensa var det projekt, vi modtog fra Bygningsstyrelsen, ikke bygbart. Det resulterede i talrige tekniske mangler, som påførte vores arbejde væsentlige skader.
Begge parter er på vej i voldgifts- og retssystemet med hver deres anklager. Angiveligt har Bygningsstyrelsen også politianmeldt Inabensa, men ingen af parterne vil oplyse om detaljerne. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er ikke vendt tilbage på Dansk VVS’ henvendelse om sagen. Inabensa skriver om juraen:
– Vi vil tage de nødvendige skridt for at beskytte vores interesser, og det er vi i gang med.
Læs også: Forkerte udbudsformer og forfejlet tilsyn
Til kritikken om ufaglært arbejdskraft og fejlbehæftet materiel melder Inabensa:
– Inabensa Danmark anerkender på ingen måde ansvar for de fejl og mangler, vi bliver beskyldt for. Vi afviser alle beskyldninger og understreger, at Inabensa altid bruger korrekte materialer og arbejder på en professionel måde med alle de projekter, vi kontraktligt forpligter os til.
Inabensa har en igangværende stor installationsentreprise med el, vvs og ventilation til over 280 millioner kroner på supersygehus-byggeriet Ny Herlev Hospital. Her fortsætter arbejdet, men mediet Ingeniøren melder dog om forsinkelser i entreprisen på op til tre måneder. Her er Inabensa under skærpet tilsyn, så kvaliteten af arbejdet er angiveligt god, men for sen levering af materialer har forsinket arbejdet. Om Herlev Hospital-byggeriet skriver Inabensa til Dansk VVS:
– Inabensa er en af Spaniens største installationsvirksomheder og et multinationalt selskab med enestående professionalisme og historik. Derfor er vi fuldt engageret i at udføre eksisterende danske projekter nu og i fremtiden.