-
Industri
NG Metals fabrik uden for Lviv i det vestlige Ukraine mangler 18 dygtige mandlige medarbejdere fra arbejdsstyrken på godt 200 mand. De 18 har ikke søgt nyt job. De har meldt sig eller er blevet indkaldt til militæret og er nu med i krigen imod de russiske invasionsstyrker - med løn fra den danske virksomhed.
-Ukraine er i en forfærdelig situation, men vi er faktisk ved at finde ind i slags hverdag midt i krigens forfærdelige omstændigheder. At køre fabrikken videre og fastholde så mange arbejdspladser som muligt er vores bidrag til hele det ukrainske samfund midt i krigen. Og indtil nu har vi ikke mistet nogle af de 18, der nu er med i krigen, siger økonomidirektør Flemming Lind fra NG Metal ved Skive.
På lønningslisten
De 18 medarbejdere, der er draget i krig, mister heller ikke noget økonomisk. NG Metal har både fastholdt ansættelsesforholdet samt aflønningen af medarbejderne, så de berørte familier ikke får fjernet deres eksistensgrundlag.
NG Metal tilbød kort efter krigens udbrud alle 200 ansatte bustransport for familiemedlemmer ud af landet og til destinationer undervejs fra Ukraine til Danmark. Bussen blev fyldt op i samarbejde med andre danske virksomheder i området. Undervejs blev familier sat af i Polen og Tyskland. Syv ukrainere var med bussen, da den nåede til Skive.
NG Metal havde 210 på fabrikken, da krigen brød ud. De første tre dage lukkede produktionen helt ned, selvom virksomheden ligger 1.400 km fra Kyiv og fra de første fronter. Ugen efter kørte med stærkt begrænset produktion og samlet mistede virksomheden 10 produktionsdage efter krigens udbrud.
Hverdag i krigen
Nu er produktionen kørende på ca. 85 pct af normalen i Ukraine, hvor NG Metal hidtil har haft den største del af produktionen placeret. Logistikken er også ved være normaliseret, så de svejsede elementer kan komme retur til de danske kunder.
-Der har lige været nye forhold ved den ukrainske grænse at vænne sig til, men det fungerer nu. Samtidig køres der meget humanitær hjælp ind i Ukraine, og det giver muligheder for at få færdige elementer med retur til Danmark, siger Flemming Lind.
Han roser den opbakning og forståelse, som kunderne i Danmark har udvist i forbindelse med krigen i Ukraine. Det samme gælder stor opbakning fra kollega-virksomheder i Danmark, der har tilbudt at hjælpe med produktion, så NG Metal har kunnet overholde sine forpligtelser over for kunderne.
-Det er utrolig rart at blive mødt på den måde, når man som virksomhed pludselig befinder sig i et land i krig. Nu er vi så meget tilbage i en slags hverdag, at vi kan levere selv. Men situationen kan selvfølgelig forværres, og så må vi se, siger Flemming Lind.
Mere dansk produktion
NG Metal kan ikke køre 3-holds skift længere i Ukraine. Klokken 22 skal produktionen stoppe for at lys ikke skal tiltrække opmærksomhed og derved måske blive et mål for et angreb. To ud af fire robotsvejsere i Ukraine er nu også flyttet tilbage til Skive. Samtidig er der indkøbt en ekstra robot, så produktionen for alvor kan skrues op.
-Det har været et ønske fra vores kunder at øge kapaciteten i Danmark – og derved at sikre forsyningssituationen. Det har vi selvfølgelig lyttet til. Fixturerne er ved at blive dubleret, således at vi kan vælge produktionssted afhængigt af den aktuelle sikkerhedssituation, siger økonomidirektøren.
Bliver i Ukraine
Samtidig har det været en kommunikationsopgave i Lviv i at fortælle og berolige medarbejderne på fabrikken med, at produktionen kører videre. NG Metal er IKKE ved at afvikle.
-Midt i en forfærdelig situation er vores bedste bidrag til det ukrainske samfund, at vi kører og fastholder arbejdspladserne både under krigen og i den opbygningsfase, der vil komme bagefter. Vi bliver i Ukraine, siger Flemming Lind, der dagligt bliver opdateret om situationen af den lokale ledelse på fabrikken.
Fabrikken kører 2-hold skift, da der skal være mørkt om natten i Ukraine, fortæller Flemming Lind