-
Industri
Mængden af kontanter i omløb har aldrig været større og udgør ifølge Danmarks Nationalbank næsten 80 mia. kr. Men du må skuffe kunder, der vil betale for en større opgave med sedler. Grænsen for, hvor store beløb erhvervsdrivende må modtage i kontanter, er nu sat ned til 19.999 kr.
Martin William Boel Kristensen
Manager
BDO’s skatteafdeling
Mængden af kontanter i omløb er steget kraftigt i det seneste års tid, og udviklingen er en del af en international tendens. Det antages, at det i Danmark især er udbredelsen af de negative renter i pengeinstitutterne, der er forklaringen på den stigende mængde af kontanter.
For virksomhederne er der stramme regler både for modtagelsen af kontanter fra kunder og for anvendelse af kontanter til betaling af leverandører.
Indgående kontanter
Med virkning fra den 1. juli 2021 er grænsen for, hvor store beløb erhvervsdrivende må modtage i kontanter, nedsat fra 49.999 kr. til 19.999 kr. for hver handel. Det er sket for at nedbringe risikoen for hvidvaskning.
Ved et samlet salg af flere produkter er det den samlede pris, som er afgørende, og det er ikke muligt at komme udenom beløbsgrænsen ved at aftale betaling i rater.
Arbejdsgivere er forpligtet til at sikre, at alle ansatte, der i deres job kan modtage kontanter som betalingsmiddel, er informeret om den nye beløbsgrænse.
Overtrædelse af kontantforbuddet straffes ganske hårdt. Nemlig med en bøde på ikke under 10.000 kr. pr. gang. En sådan bøde er ikke fradragsberettiget i skatteregnskabet.
Der er ikke nogen mulighed for at lovliggøre modtagelsen af større kontantbeløb ved at anmelde denne til SØIK eller lignende.
Udgående kontanter
Virksomheder kan kun anvende kontanter som betalingsmiddel ved mindre køb. Når virksomheder skal betale regninger på 8.000 kr. eller derover (inklusive moms), skal det således ske digitalt. Ellers mister virksomheden ikke blot adgangen til skattefradrag for købet, men hæfter også for leverandørens betaling af moms.
Kravet om digital betaling gælder også, hvis en virksomhed over tid modtager en række fakturaer fra den samme leverandør der hver især er på under 8.000 kr., men som på årsbasis kommer over beløbsgrænsen. Det kan fx være betalinger for husleje, rengøring, vagt eller ejendomsservice.
Der findes en undtagelsesregel. Virksomheder, der gerne vil foretage kontantbetalinger til leverandører over beløbsgrænsen, kan således anmelde betalingen til Skattestyrelsen via TastSelv Erhverv. Du skal i givet fald blandt andet oplyse navn og CVR-nr. for leverandøren samt fakturanummer og beløb.
Der gælder særlige regler, hvis det er en udenlandsk virksomhed der udfører arbejde for en dansk virksomhed. I så fald skal den danske virksomhed bede om dokumentation for, at den udenlandske virksomhed står i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Får virksomheden ikke denne dokumentation, skal den give besked til Arbejdstilsynet senest tre dage efter, at arbejdet er gået i gang. Ellers kan det koste en bøde på 10.000 kr.