-
El
-
VVS
Danske boligejere har et urealistisk indtryk af, hvor grøn deres bolig er, viser en ny befolkningsundersøgelse.
Selvom klimadebatten kører på fuldt tryk i medierne, er boligejerne ikke specielt bevidste om, hvor meget energi deres bolig egentlig bruger. Mange tror fejlagtigt, at deres bolig er grøn, selvom det ikke er tilfældet.
Ifølge en befolkningsundersøgelse som YouGov har udarbejdet for TEKNIQ Arbejdsgiverne vurderer hele 84 procent af boligejerne, at deres boligs energimæssige stand er gennemsnitlig eller bedre end gennemsnittet. Tallet matcher ikke ligefrem med de energimærker, der blev uddelt til danske boliger sidste år. En ny opgørelse fra Energistyrelsen viser, at næsten halvdelen (44,4 procent) fik energimærke D eller dårligere, mens kun 25,4 procent fik energimærke B eller bedre.
Lavinteresse
Jess Mørk, der er VE-installatør og driver fynske Dansk VVS & Klima, oplever, at hovedparten af husejerne reelt ikke interesserer sig specielt meget for, hvor meget deres energiregning er på, når den først er lagt ind i budgettet. Og formentlig er det derfor, at de ikke har helt styr på, hvor grøn (eller sort) boligen egentlig er.
– Folk, der bor i et hus, som koster 15.000 kroner om året at varme op, tænker ikke over det, hvis det gamle gasfyr stadig kører uden problemer. Og typisk ved de ikke, hvilket energimærke huset har. Det begynder man kun at interessere sig for, hvis man pludselig får en meget høj regning, eller når man skal købe eller sælge hus, siger Jess Mørk.
Lys i mørket
Han fornemmer dog, at antallet at kunder, der henvender sig, fordi de gerne vil gøre noget godt for klimaet, er svagt stigende.
– Førhen var det cirka to procent af kunderne, som gerne ville skifte til en grøn opvarmningsform for klimaets skyld. I dag er det nærmere 10 procent, der gerne vil være grønne og ikke udelukkende tænker på økonomi. Det er positivt, at der er en udvikling, konstaterer Jess Mørk.
Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, er enig i, at den grønne bevidsthed blandt boligejerne er stigende.
– Der er ingen tvivl om, at det er et langt og sejt træk at få alle boligejerne til at deltage aktivt i den grønne omstilling. Der er dog tegn på, at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi kan se, at energimærkerne gennemgående bliver gradvist bedre. Det ser jeg som et tegn på en større, grøn bevidsthed hos landets boligejere, siger han.
Bliver overraskede
– De kunder, som eksempelvis får tilbud på at skifte en gaskedel med en varmepumpe, bliver overrasket over, hvor langt tilbagebetalingstiden kommer ned, når vi indregner tilskud fra bygningspuljen og afgiftsnedsættelsen på el. Derfor er det vigtigt med tilskudsordninger og et generelt fokus på mulighederne for energirenoveringer, konstaterer VE-installatøren.