-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Tydelige aftaler fra start og fokus på god tone kan nedbringe antallet af tilfælde, hvor kunden ikke vil betale og forebygge, at uenigheder eskalerer.
Langt de fleste virksomheder har oplevet, at en kunde af forskellige årsager ikke betaler. I de tilfælde kan det kræve mange ressourcer at få sine penge, og det kan presse virksomhedens likviditet, når pengene ikke bliver betalt til aftalt tid. Derfor er det vigtigt at have en klar procedure for, hvordan man forebygger og håndterer sager, hvor der er uenighed om pris.
TEKNIQ Arbejdsgiverne anbefaler:
- Lav altid en klar og tydelig aftale med kunden fra start (Og få den opdateret, hvis der sker ændringer eller udføres ekstraarbejder undervejs)
- Gå i dialog og hold en god tone
- Start rykkerprocedure, hvis betalingen udebliver
Klar aftale
Til en start er det vigtigt, at du har forventningsafstemt med kunden. Sørg for at have en klar aftale om, hvad opgaven indebærer og prisen. Få aftalen nedskrevet og bekræftet af kunden, så har du et meget bedre udgangspunkt, hvis det skulle ende med en tvist.
Dialog og god tone
Manglende betalinger kan hurtigt skabe en dårlig tone, stridigheder og ødelægge ellers gode og nære kunde- og samarbejdsrelationer. Men hvis du med en god tone og imødekommenhed går i dialog med kunden, når betalingen ikke falder som aftalt, så er det ofte muligt at finde en løsning på problemet, som tilgodeser begge parter. Måske er det bare en forglemmelse, at der ikke er betalt. Samtidig er det også vigtigt, at du sikrer dig, at du har opfyldt din del af aftalen. En sådan åbenhed vil gavne dig i det lange løb.
Start rykkerprocedure
Har du forsøgt med venlig påmindelse, hvor du har rykket for den manglende betaling skriftligt, og kunden fortsat ikke reagerer, så er anbefalingen, at du sender en decideret rykkerskrivelse, hvor du pålægger rykkergebyr. Husk også at rykkerskrivelsen skal indeholde et inkassovarsel, så du kan tage sagen videre i tilfælde af, at der fortsat ikke bliver betalt.
Processen vil i mange tilfælde sikre, at du vil få dine penge i hus. Men skulle det alligevel ske, at betalingen udebliver, så vil næste skridt være at sende sagen i retten.
Det kan du høre om, når TEKNIQ Arbejdsgiverne afholder webinaret ”Når kunden ikke betaler” den 14. marts.
I 2022 blev der afsluttet 285 sager i Ankenævnet for Tekniske installationer. I 148 af sagerne var pris en del af tvisten.