-
El
-
VVS
Der er behov for konstant tilpasning af installatøruddannelserne, så de kan følge med den teknologiske udvikling, viser nye rapporter fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der sammen med samarbejdspartnere har kortlagt de krav, der stilles til fremtidens elektrikere og vvs-energiuddannede.
Installationsbranchen har en helt central rolle i den grønne omstilling. En opgave, som både elektrikeruddannelsen og vvs-energi-uddannelsen er godt rustede til at løfte. Det konkluderer to nye rapporter, som er udarbejdet af EA Energianalyse på vegne af TEKNIQ Arbejdsgiverne i samarbejde med henholdsvis Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.
Begge rapporter peger dog også på behovet for investeringer i løbende kompetenceudvikling, hvis installationsbranchen skal fastholde sin rolle som bannerfører for den grønne omstilling. For kravene til elektrikere og vvs-energi-uddannede bliver kun større de kommende år.
- Den teknologiske udvikling indenfor både el- og vvs går ekstremt hurtig. Derfor er der heller ikke råd til at hvile på laurbærrene, hvis vi fortsat vil være med til at bære Danmark sikkert ind i fremtiden, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Brug for politisk handling
På baggrund af rapporternes resultater og anbefalinger vil TEKNIQ Arbejdsgiverne, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet nu igangsætte arbejdet med at opdatere uddannelses- og efteruddannelsestilbuddene, så installationsbranchen kommer til at stå endnu stærkere til fordel for både virksomheder, kunder og klimadagsordenen.
Samtidig håber alle parter, at man også politisk er villige til at foretage de nødvendige prioriteringer og investeringer for at sikre strømmen af fremtidige, grønne frontkæmpere.
Læs rapporterne om kravene til fremtidens elektrikere og vvs-energispecialister