-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Spørgsmål:
Vi har netop fået besked om, at vores montør, der er ansat på funktionærlignende vilkår, er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Hvad kan vi gøre?
Svar
En varetægtsfængsling medfører, at den pågældende montør hindres i at møde på arbejde. Hvis en medarbejder udebliver fra arbejdet i én eller flere dage, uden at give en acceptabel begrundelse, vil det som altovervejende hovedregel være at anse som en ulovlig udeblivelse.
Selv hvis den pågældende medarbejder ikke kan bebrejdes for varetægtsfængslingen, vil udgangspunktet være, at vedkommende bærer ansvaret for konsekvenserne. Det væsentlige i forhold til ansættelsen er ikke, om varetægtsfængslingen er undskyldelig, men snarere, at I som arbejdsgivere ikke kan holdes ansvarlige for fængslingen, og at fraværet fra arbejdet på grund af fængslingen har en negativ indvirkning for jeres drift.
Det betyder for det første, at den pågældende medarbejder ikke har krav på løn for de ikke præsterede arbejdstimer, da fraværet ikke kan karakteriseres som ”lovligt forfald”.
En ulovlig udeblivelse fra arbejdet betragtes som en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Udeblivelsen kan derfor også have den konsekvens, at I som arbejdsgiver er i jeres fulde ret til at bringe ansættelsesforholdet til ophør.
Hvis en medarbejder ender i fængsel, selv i en kort periode, kan det sandsynligvis give anledning til en bortvisning, især hvis fraværet medfører betydelige ulemper for arbejdsgiveren, uanset om det skyldes en varetægtsfængsling eller afsoning af en dom.
Ønsker I at bortvise medarbejderen, er det dog afgørende, at I kan dokumentere bortvisningsgrundlaget. Og I skal reagere hurtigt for at undgå, at I mister muligheden på grund af passivitet. Da en bortvisning er den mest indgribende sanktion, fordi ansættelsesforholdet ophører med øjeblikkelig virkning, anbefales det dog ligeledes, at I forinden kontakter Jura hos TEKNIQ Arbejdsgiverne for at få konkret rådgivning. Det gælder også, hvis I har brug for vejledning om andre muligheder.