-
Industri
Skattestyrelsen vil nu undersøge, om nogle virksomheder bruger private betalingsløsninger som MobilPay til erhvervsmæssige aktiviteter - og derved skjuler indtjeninger, som der skulle have været betalt moms og skat af.
Er sort arbejde og udeholdt omsætning flyttet fra kontant betaling til digital betaling på eksempelvis MobilPay?
Skattestyrelsen vil nu undersøge, om nogle virksomheder bruger private betalingsløsninger som MobilPay til erhvervsmæssige aktiviteter - og derved skjuler indtjeninger, som der skulle have været betalt moms og skat af.
- Når økonomien og betalinger flytter over på digitale tjenester, så skal skatteforvaltningen følge med og sikre en passende kontrol. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu har fået tilladelsen fra Skatterådet. Jeg vil gerne understrege, at fokus for vores kontrol er på erhvervsmæssige og systematiske pengeoverførsler, hvor borgere og virksomheder bevidst prøver at dreje indtjeningen uden om os, siger Thomas Hjortenberg, fagdirektør i Erhverv i Skattestyrelsen.
Digitale betalinger er stormet frem de senere år, og Skattestyrelsen har derfor på ny fået Skatterådets tilladelse til at kræve oplysninger om digitale pengeoverførsler hos en stor betalingstjeneste. Denne gang drejer det sig om borgere, som har benyttet digital betaling via tjenesten i indkomståret 2019. Dette år rundede MobilPay for første gang 100 milliarder kroner i overførsler.
- Vores kontroller hidtil viser eksempler på, at virksomheder har brugt flere personers telefonnumre til overførsel af indtægter med henblik på at undgå registrering på eget kontoudtog. Med vores erfaringer fra de data, vi fik i 2017, forventer vi, at den nye tilladelse til at indhente oplysninger om større digitale overførsler fra 2019 også vil give gode resultater, siger Thomas Hjortenberg fra Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen kan pga. anonymisering af Skatterådstilladelsen ikke sige, hvilken virksomhed styrelsen har fået tilladelse til at indhente oplysninger fra. Af hensyn til fremtidige kontroller oplyser Skattestyrelsen heller ikke den beløbsgrænse, der er blevet fastsat for udlevering af oplysningerne.