-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Har din virksomhed gennemgået en digital omstilling inden for de seneste år? Så har du mulighed for at indstille virksomheden til at vinde prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2025, som uddeles af digitaliseringsministeren.
Og hos TEKNIQ Arbejdsgivernes digitaliseringsekspert Janus Sandsgaard er der ikke tvivl om, at en række medlemsvirksomheder har projekter og en digital udvikling, som gør dem til oplagte kandidater til den digitale hæderspris.
- Jeg tænker, at det er oplagt, at et medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne løber med prisen denne gang. For prisen går til en virksomhed, der kobler det digitale med noget praktisk. Samtidig skal den digitale indsats gøre en forskel, som andre kan lade sig inspirere af og bruge til at udvikle deres forretning. En række af vores virksomheder er oplagte kandidater, siger chefkonsulent Janus Sandsgaard.
Det er SMV:digital, der uddeler prisen, men der er intet krav om, at man skal have modtaget støtte eller have samarbejdet med organisationen. Prisen har til formål ”at hylde de gode eksempler på succesfulde, digitale omstillinger i små og mellemstore virksomheder, der har skabt positive resultater for både forretning og medarbejdere.”
Du kan indstille
Alle kan indstille en virksomhed til prisen, også selvom man ikke har indgående viden om kandidat-virksomhedens digitale omstillingsproces.
- Der er meget mere effekt end et håndtryk og blomster fra digitaliseringsministeren i at få sådan en pris og anerkendelse: Stolthed hos medarbejderne, branding i forhold til kunder og et bredere kendskab til virksomheden, der kan gøre rekruttering lettere. Jeg vil opfordre alle til at droppe beskedenheden og indstille deres digitale projekter til Årets Digitale SMV:Omstilling 2025, siger Janus Sandsgaard.
Effektiv produktion
Sidste år vandt Jydsk Blindrammefabrik A/S prisen efter at have efter at have gennemført en omfangsrig digital omstilling ved hjælp af automatisering og robotteknologi.
Digitalisering har øget virksomhedens effektivitet så meget, at 47 timers produktion nu kan gennemføres på 37 timer i dag.
Indstilling til prisen
-
- Størrelse: Der skal være tale om en SMV med 2-99 årsværk.
- Virksomheden skal have gennemgået en nytænkende og omfangsrig digital omstilling.
- Virksomheden skal have startet sin digitale omstilling i perioden 2021-2024.
- Virksomheden skal have oplevet en positiv forretningsmæssig effekt af den digitale omstilling, fx øget omsætning, produktivitet, produktudvikling, digitalt salg, mindsket klimaaftryk eller lignende.
- Virksomheden skal have oplevet en positiv effekt for medarbejderne i forbindelse med den digitale omstilling, fx bedre arbejdsmiljø, øget medarbejdertrivsel, kompetenceudvikling, medarbejderinvolvering i omstillingen eller lignende.
- Du indstiller en virksomhed ved at klikke her. Sidste frist for indstillinger af virksomheder er senest mandag den 16. september 2024.
- På baggrund af de indsendte indstillinger udvælges tre finalister, og den endelige vinder kåres i starten af 2025.