-
Industri
I løbet af det seneste år er næsten 200 nyudlærte lærlinge blevet indstillet til ML-Prisen – Metalindustriens Lærlingepris. Men kun 25 nåede gennem nåleøjet og kunne i Den Sorte Diamant i København få deres pris overrakt af Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der som eneste minister selv er håndværker.
TEKNIQ Arbejdsgiverne står bag prisen sammen Dansk Metal og DI. ML-Prisen skal få talenterne i metalindustrien frem i lyset til inspiration for alle andre.
- Meningen er at kaste noget velfortjent stjernestøv på de mange dygtige talenter, som vores medlemsvirksomheder er med til at uddanne. De kan forhåbentlig være med til at inspirere andre til at blive faglært. Samfundet og virksomhederne har hårdt brug dem, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der også organiserer virksomheder i det tekniske erhvervsliv.
Kasper, Magnus og Oscar
ML-Prisen blev uddelt for 21. gang til 25 dygtige nyudlærte lærlinge. Tre af dem var fra medlemsvirksomheder i TEKNIQ Arbejdsgiverne: Industritekniker Kasper Holm Stougaard fra Yding Smede & Maskin, klejnsmed Magnus Holst Tygesen, Ørum Smeden, industritekniker Oscar Vesterlund Cortsen, Svend Frederiksen Maskinfabrik.
Familier, faglærere og mestre var også inviteret med til fejringen, der begyndte med kaffe og croissanter i foyeren. Kl. 10.00 havde alle gæster og prismodtagere taget plads i Dronningesalen, og herefter kunne sekretariatschef i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Anja Ougaard, byde velkommen til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der gik på scenen som den første taler, og bl.a. talte om vigtigheden af faglærte for den grønne omstilling.
Grønne faglærte
- Den grønne omstilling af Danmark er først og fremmest udført af nogle, der går i arbejdsbukser. Det er en kæmpestor omstilling af vores samfund, som er drevet af faglært arbejdskraft. Hvis det skal blive til andet end snak på Christiansborg, er der nogen mennesker, som skal stå tidligt op om morgen og sætte deres håndværk i spil. Derfor er der en god grund til at være stolt som håndværker, fordi man er med til at løse de udfordringer, vi står med, lød det i ministerens hyldest af prismodtagerne.
Herefter gik selve prisoverrækkelsen i gang, hvor hver enkelt prismodtager blev kaldt på scenen til håndtryk og overrækkelse af statuette, diplom og blomster.
Samtidig blev der læst uddrag op af de indstillinger, som skoler og virksomheder har skrevet om lærlingene.
Oprejsning
Til slut kom forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, på scenen som arrangementets sidste taler.
- Talent er i høj grad nøgleordet for den her pris. For I er – om nogen – metalindustriens talenter. Talenterne, der gør den grønne omstilling til virkelighed hver eneste dag. Talenterne, der med jeres flid, dygtighed – men også jeres gode kollegaskab – kan inspirere andre. Endelig får vores uddannelser, vores fag og vores livsverden den politiske anerkendelse og den oprejsning, som de fortjener, sagde Kasper Palm.