-
Industri
Rantec i Svendborg har to produktionsteknologer ansat. Begge med en erhvervsuddannelse. Det er det eneste rigtige fundament i en mindre virksomhed med 10-12 ansatte og et stort behov for fleksibilitet i hverdagen, mener indehaveren Bjarne Juul Christensen.
-Med vores størrelse ville vi aldrig her i Rantec ansætte eksempelvis en produktionsteknolog alene med en gymnasiebaggrund. De to nuværende er henholdsvis klejnsmed og industritekniker. Det giver viden, indsigt og fleksibilitet, som vi har behov for, siger Bjarne Juul Christensen.
Rantec specialdesigner og producerer komponenter, værktøjer og maskiner efter kundernes behov og specifikationer. Svendborgvirksomheden er således underleverandør, der skal tilpasse sig efter skiftende ordremængder fra kunderne på Fyn.
Kontor og værksted
Det betyder, at man som produktionsteknolog ikke er blevet kontormedarbejder uden arbejdstøj. Når behovet er der, skal man ikke være for fin til at rykke ned i produktionen og passe en CNC-fræser eller et andet stykke værktøj i en periode.
Det forventer chefen – og det glæder også produktionsteknolog hos Rantec – 25-årige Thore Østli.
-Det er næsten dagligt, at jeg er på værkstedet for at fræse eller dreje en speciel opgave eller for at lære op til en ny produktion. Det er jeg personligt glad for. Jeg kan godt lide både at være på kontoret og nede blandt folkene for at arbejde, siger Thore Østli, der selv er uddannet industritekniker før uddannelsen som produktionsteknolog.
Sidste sommer gjorde den unge mand sin uddannelse færdig på UCL i Odense. I dag er han højre hånd for sin gamle mester på Rantec.
-Da jeg gik på uddannelsen, kunne vi tydeligt mærke, at vi var tre elever med en faglig uddannelse. De andre kunne ikke lære at fræse eller svejse på skolebænken. Den viden kom vi med. Til gengæld måtte vi til at lære matematik. Der måtte de andre med gymnasieuddannelsen hjælpe os videre, siger Thore Østli.
Ballast fra gulvet
Produktionsteknologen bruger nu al sin erfaring som industritekniker i arbejdet på kontoret, når der skal regnes en pris på et arbejde, laves en tidsplan, eller konstrueres en prototype for en kunde med tilhørende produktionstegninger. Læretiden er et solidt fundament for den nye jobfunktion.
Bjarne Juul Christensen har nu drevet sin virksomhed i 35 år i Svendborg. Han foretrækker, at alle går via den faglige uddannelse ud i en karriere. EUX er også en vej, men det stiller særdeles store krav til en lærling både at blive faglig stærk og så nå et brugbart resultat fra studentereksamen, som ikke blot er tal fra den nedre del af karakterskalaen.
-Kom ud i virksomhederne og få en faglig ballast, så kan I senere læse videre uden at blive blæst omkuld, lyder opfordringen til de unge.
Valgte gymnasiet fra
Rantec har aldrig annonceret efter lærlinge. Igennem 35 år er interesserede unge dukket op af sig selv på anbefaling fra andre unge. Netop nu er der to lærlinge – en industritekniker og en værktøjsmager i virksomheden.
-Og vores ene lærling har faktisk valgt EUX fra efter at have hørt nærmere om mine erfaringer med at gå i lære og så gå et skridt videre senere. Det kunne han godt se ideen i, selvom han har planer om at uddanne sig videre efter svendeprøven, siger Thore Østli.
Bjarne Juul Christensen sidder med i Lokale Uddannelses Udvalg i TEKNIQ Arbejdsgiverne og var i september med til at arbejde med ideer og forslag til, hvordan rekrutteringen fastholdes til erhvervsuddannelserne. Fynboen er sikker på, at sociale medier skal spille en stor rolle i det arbejde.
-Det hjælper ikke, at vi gamle skal fortælle de unge, hvad de skal vælge af uddannelse. Det skal være anbefalinger fra ung til ung – og det skal være på lige de medier, som de interesserer sig for. Vi skal så sørge for, at de unge er tilfredse, så de anbefaler deres venner og andre både virksomheder og uddannelser, siger Bjarne Juul Christensen.
Faktaboks produktionsteknolog:
2-årig videregående uddannelse, 120 ETC-point
3 måneders praktik i virksomhed
Målrettet arbejde i krydsfeltet mellem produktion og udvikling af nye produkter, hvor man designer, planlægger, optimerer og vedligeholder produktet eller produktionen.