-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
I år bliver det et krav, at virksomheder helt ned til 50 ansatte skal have en whistleblower-ordning, så medarbejderne anonymt og sikkert kan henvende sig om alt fra bedrageri til krænkelser.
”Jeg kan ikke få bilagene fra min nærmeste leder til at stemme, men jeg tør ikke konfrontere ham med det. Nu er jeg nødt til gå videre med det.”
Whistleblower-ordninger er sat i verden for at fange en lang række problemer i virksomhederne, uden at medarbejderne skal frygte for repressalier.
De seneste par år har det været et krav at have sådan en ordning for virksomheder med mere end 250 medarbejdere, men i år bliver det også et krav for de mindre virksomheder. Fra den 17. december vil det også omfatte virksomheder ned til 50 ansatte og derfor en langt større gruppe af virksomheder end hidtil.
- Det er derfor vigtigt, at medlemsvirksomhederne tager stilling til, hvordan de vil sørge for at oprette sådan en ordning. Det skal senest ske til december, men man kan selvfølgelig fint gå i gang inden tidsfristen, siger Bjørn Hove, konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Virksomhedens afgørelse
For at hjælpe medlemsvirksomhederne på vej har TEKNIQ Arbejdsgiverne indgået en aftale om medlemsrabatter hos virksomheden Whistleblower Partners, der har specialiseret sig i den slags digitale løsninger. Virksomheden leverer både selve whistleblower-ordningen og hjælper samtidig med at lave en politik og forretningsgange for, hvordan man skal håndtere henvendelserne i virksomhederne.
- Det kan være særligt relevant for SMV’erne, der ofte ikke har samme setup i forhold til HR-funktioner, siger Bjørn Hove.
Henvendelserne går i første omgang til Whistleblower Partners, hvor de bliver vurderet af jurister, som så sender henvendelserne videre til virksomheden. Herefter er det op til virksomheden selv at vurdere, om det skal føre til en politianmeldelse eller håndteres på andre måder.
- Det vil derfor altid være virksomheden selv, der tager stilling til sagen, men fordelen er, at man kan få rådgivning om det videre forløb, siger Bjørn Hove.
Kravet om en whistleblower-ordninger stammer fra det såkaldte whistleblower-direktiv, som Europa Parlamentet vedtog i 2019. Siden december 2021 har der været krav om en whisteblower-ordning for virksomheder med flere end 250 medarbejdere.
Læs mere om medlemstilbuddet om at oprette en whistleblower-ordning på abonnement.
Læs også Justitsministeriets vejledning om emnet.