-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Jo mindre virksomhed jo mere usårlig føler man sig i erhvervslivet i forhold til digitale indbrud og cyberkriminalitet. Er der under 10 ansatte, så er det kun to til tre procent, der har forsikret sig imod digital kriminalitet. Samtidig bliver flere ramt af afpresning. Det viser erfaringen hos F&P, der er brancheorganisation for de danske forsikringsselskaber.
- Vi vurderer, at ganske få af de mindste virksomheder har tegnet en cyberforsikring, fordi de ikke ser en trussel. Men selv de mindste firmaer bliver også ramt af cyberkriminalitet, ligesom de mindste også får indbrud i varebilen og får stjålet deres værktøj. Men måske er det bare en omkostning, de vælger at spare.
Det siger chefkonsulent Søren Kjeldmand fra brancheorganisationen F&P, som i et ekspertudvalg for cyberforsikringer arbejder med løsninger, der kan få flere små og mellemstore virksomheder til at lave en risikoafdækning med en forsikring.
Få tegner forsikring
F&P vurderer, at blot 20-30 procent af virksomheder med over 10 ansatte er forsikrede imod cyberkriminalitet.
- Og jo større virksomhed, jo større dækning. De mindre går efter en dækning, der sikrer at skaden bliver stoppet. Det sker med udrykning fra IT-eksperter, der også kan få virksomheden og systemerne op at køre igen efter et angreb og indbrud. De største virksomheder har ofte også valgt dækning for omsætningstab, siger Søren Kjeldmand.
Tabte 250.000 kr
Kim Hansen fra POM Industries i Middelfart er en af de virksomhedsledere, der har været glad for sin cyberdækning.
- Jeg var lidt skeptisk, da min forsikringsmand første gang foreslog denne nye forsikring imod et digitalt angreb. Heldigvis lod jeg mig overtale. Den var ikke så dyr, men den halverede vores tab fra 500.000 til 250.000, da vi blev angrebet, fortalte den fynske direktør i en artikel i januar på www.tekniq.dk
POM med 42 ansatte fik dækket IT-eksperternes udrykning og arbejde i døgndrift. Omsætningstabet bar virksomheden selv.
Forsikret fem dage før indbrud
NH Stål Watercut på Sydfyn var også heldig, da virksomheden blev ramt i 2021. Forsikringen blev tegnet blot fem dage før, at hele IT-systemet blev lagt ned af hackere.
- Hackerangrebet kostede både dyre timer hos IT-leverandøren og produktionstab. Det er rart, at vi fik en vis dækning på det område med cyberforsikringen. Det kan jeg med vores oplevelser kun anbefale andre, fortalte Hanne Nylev fra virksomheden i en artikel på tekniq.dk i 2021.
-
Cyberforsikringer til medlemmer
TEKNIQ Arbejdsgiverne har i samarbejde med forsikringsmæglerfirmaet Willis Towers Watson udviklet en række branchespecifikke forsikringsprogrammer, som er skræddersyede til vores medlemmers behov. Det gælder også cyberforsikringer.