-
Industri
Regeringen tilbyder nu små og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv at indefryse betalingen af de eksploderende energiudgifter til senere betaling. Betalingen forventes at kunne udskydes helt op til fem år. TEKNIQ Arbejdsgiverne advarer imod en bureaukratisk model.
De mindre virksomheder i dansk erhvervsliv har nu fået lovning på en hjælpende hånd til den likviditet, der er presset af priserne på el, gas og fjernvarme. Regeringen fremlagde onsdag et forslag, hvor virksomhederne får hjælp efter samme model som danskerne tilbydes. Det er en indefrysnings-model, som vil give et træk på de statslige reserver på ikke mindre end 45 milliarder kroner.
Udgangspunktet er energipriserne i efteråret 2021. De stigninger på el, gas og varme, der er kommet siden dette tidspunkt sidste år, vil efter det nye forslag kunne indefryses i op til fem år. Det skal gøre det muligt for de mindre virksomheder såvel som danskerne at lægge et budget, der holder.
Indefrysnings-ordningen skal administreres af de enkelte energiselskaber. Finansministeren forventede på pressemødet i Statsministeriet, at renten vil blive på to procent for de indefrosne betalinger, som vil kunne trækkes over en fem-årig periode. Statsministeren gjorde ved offentliggørelsen af indefrysningsmodellen klart, at hele ordningen nu skal forhandles med folketingets partier, hvor detaljerne fastlægges.
Bureaukrati
Administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne Troels Blicher Danielsen peger i den forbindelse på, at modellen ikke må blive et af de bureaukratiske ’støttemonstre’, som vi lærte at kende under Corona-epidemien.
- Det er fint at gøre noget for at sikre, at virksomhederne har likviditet til at kunne klare sig igennem den hårde tid. Men det er lige så vigtigt, at regeringen gør det nemmere for virksomhederne at producere deres egen energi via eksempelvis solceller på tage, hvor reglerne i dag er vanskelige at forstå og begå sig i og ofte uhensigtsmæssigt skruet sammen, siger den administrerende direktør.
- Samlet håber vi, at det bliver muligt at skabe en ordning, som administrativt giver mening, og som ikke ender som Corona-støttepuljernes papirtigre, siger Troels Blicher Danielsen.
EU indgreb
EU foreslog samtidig i går at afsætte godt 1.000 mia. kr. til energiomstilling. Initiativet skal blandt andet finansieres ved at inddrage dele af de store overskud – også kaldet tilfældighedsgevinster – som europæiske producenter med lave produktionsomkostninger har udsigt til midt i energikrisen. TEKNIQ Arbejdsgiverne slår på tromme for, at den danske bid af kagen bruges på at omstille de danske virksomheder til det grønnere.
- Det er helt oplagt, at energimidler skal bruges til energiinvesteringer. Derfor vil vi stærkt anbefale, at EU-midlerne her i Danmark bliver ført ud til virksomhederne og brugt til investeringer i grønne løsninger. Det bør ske i en enkel model uden forsinkende bureaukrati. Det vil kunne betyde en markant styrkelse af den grønne omstilling med virksomhederne i front, siger adm. direktør Troels Blicher Danielsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Så høje skal priserne være
Du kan få en afdragsordning, hvis energipriserne overstiger disse beløb til vinter.
Gas til 15,45 kr. pr. m3
Varmepumper og elpaneler til 1,87 kr. pr. kWh
Fjernvarme til 1,44 kr. pr. kWh
El (belysning mv.) til 2,99 kr. pr. kWh.
Det vil altså sige, at hvis gasprisen for eksempel er 35,45 kroner pr. m3 til vinter, så kan du nøjes med at betale de 15,45 kroner pr. m3 og så betale de resterende 20 kroner over tid.
Kilde: DR/Finansministeriet.