-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
I Midt-Vestjylland er hver anden rekruttering til faglærte i metalindustrien forgæves. Nu forbereder også mindre metalvirksomheder sig på at tiltrække og ansætte international arbejdskraft, der bosætter sig og bliver faste ansatte. NG Metal satser på første ansættelser i foråret.
- Mange virksomheder benytter sig af vikar-bureauer, når de akut mangler arbejdskraft. I den situation kan det være en god løsning. Men vi kommer til at mangle mange faglærte, og derfor vil vi gerne hjælpe flere virksomheder i Midt- og Vestjylland med at tiltrække faste medarbejdere, der flytter til Danmark og slår sig ned her i landet, siger Buster Urban Kudsk Jørgensen, projektleder fra Business Region MidtVest.
Den forgæves rekrutteringsrate lå sidste år på 30 procent på landsplan, men på 50 procent for industrivirksomheder i Midt- og Vestjylland. Det bremser væksten, og ikke mindst mangler man kapacitet til at omstille virksomhederne til en grønnere produktion. Ifølge en analyse fra foråret 2023 fra Erhvervsstyrelsen vil virksomhederne i Business Region MidtVest frem mod år 2040 opleve et fald på sammenlagt 19.900 personer i den arbejdsdygtige alder.
Stopper væksten
- For TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder er manglende faglærte en af de største hindringer for vækst. Og det problem vil vokse de kommende år. Derfor er det et vigtigt projekt at give mindre virksomheder forudsætninger for at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft i de kommende år, siger økonom Maria Kjærsgård-Jensen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
NG Metal fra Skive er en af de 11 jyske virksomheder, som har valgt at deltage i projektet, der skal modne virksomhederne til en ny rekrutteringskanal. NG Metal har omkring 50 ansatte i Skive samt 210 ansatte på en fabrik i Ukraine, der producerer en del af ordrerne til de danske kunder.
- Vi mærker i NG Metal, at det bliver sværere og sværere at tiltrække faglærte smede, som er vores store gruppe af faglærte. Men vi står ikke i en situation, hvor vi mangler 15 mand og væksten er gået i stå. Der er nærmere tale om rettidig omhu, hvor vi forbereder os på at faglærte udefra bliver en del af vores rekruttering, siger Cirsten Justesen, HR Business Partner i NG Metal.
Sprog udfordrer
I projektet har virksomheden fået modnet tankerne og startet forberedelserne til at hente arbejdskraft med en anden sproglig og kulturel baggrund til virksomheden i Skive. Især sprog er en vigtig faktor.
- Vi har avancerede maskiner i produktionen, og mange af dem skal programmeres. Vi skal kunne kommunikere med de ansatte, så vi kan forklare, instruere og indgå i dialog. Kulturelt skal vi også være forberedt på at få en medarbejder med en familie til vores lokalområde. Efter fyraften er der stadig et halvt døgn, hvor der skal ske noget meningsfuldt for de nye i lokalsamfundet, hvis de skal blive hos os. Vi føler et ansvar for, at hele familien lykkes her i Danmark, siger Cirsten Justesen.
Planen er at rekruttere den første udenlandske medarbejder til NG Metal med sigte på en bosættelse her i foråret for at høste erfaringer, der kan bruges fremadrettet hos underleverandøren i Balling nord for Skive.
- Ansættelse af faglærte med udenlandsk baggrund er kun én af flere aktiviteter i forhold til rekruttering. Vi har fem lærlinge, så vi bidrager til flere faglærte. Og vi samarbejder også med skolerne lokalt for at øge interessen for erhvervsuddannelser, siger Cirsten Justesen.
Høj løn er ikke nok
Bosætning er også en vigtig overvejelse, som man har gjort sig hos Businessregion Midt-Vest.
- Tidligere har lønningerne i Danmark været trækkraft i sig selv. Men lande som Polen, Rumænien og Tyskland har selv store udfordringer med arbejdskraft og gør meget økonomisk for at fastholde deres faglærte eller trække dem hjem igen. Vi skal derfor tiltrække arbejdskraft med de fordele og gode muligheder, som vi kan tilbyde ved en bosætning her i landet. Her kan vi f.eks. slå på arbejdsvilkår hos danske arbejdsgivere og muligheder for familierne, siger Buster Urban Kudsk Jørgensen, projektleder fra Business Region MidtVest.
Nationalt koncept
I projektet ’Kompetencer til et Grønt Danmark’ arbejder Business Region MidtVest og Trekantområdet Danmark sammen med en række sjællandske partnere i forløbet. Til foråret rykker projektet videre til Sjælland. Målet er at indsigterne fra forløbene kan bruges til at lave et nationalt koncept, som kan udbydes til virksomheder, så de kan blive rustet til opgaven med at rekruttere og fastholde internationale medarbejdere i fremtiden.