-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Tidligere TEKNIQ-formand Søren Skræddergaard er afgået ved døden søndag den 8. september i Herning. Han var en central figur i fusionen mellem ELFO og Dansk VVS, der skabte TEKNIQ.
På trods af et let ungdomsoprør mod elfaget udviklede el-installatør Søren Skræddergaard fra Herning sig til at blive en af elbranchens helt store profiler, der satte sine spor med otte år som formand for den organisation, der i dag hedder TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Som ung ville Søren Skræddergaard ikke i lære som elektriker. Han tog først en købmandsuddannelse og skiftede så mening. Han gik i lære, læste til installatør og overtog familievirksomheden Skræddergaard El, som han udviklede sideløbende med organisationsarbejdet.
Mester som lærling
Søren Skræddergaard blev født i foretagsomhedens hovedstad, Herning. Få år inden Søren kom til verden grundlagde faren elektrikerfirmaet Skræddergaard El den 1. januar 1950. Mens unge Skræddergaard var tredjeårslærling i familiefirmaet, døde faderen af kræft i en alder af 57 år.
Så blev lærlingen mester, imens moderen var cheføkonom og bogholder i virksomheden med 10 ansatte. Han begyndte senere i bestyrelsen for ELFO-lokalforening for Midtjylland - og endte som formand i hovedsædet i Glostrup.
Skarp og sjov
Både som virksomhedsejer og som formand var Skræddergaard kendt som alt andet end traditionel. Han ville udvikling, nye samarbejder og nye forretningsområder. Og så var han gerne frisk i tonen og klar til at sige tingene lige ud, når der var behov for det som formand.
Eksempelvis sagde han i 2014 i en tale til en generalforsamling, at oplevelsen af at samarbejde med Blik- & Rørarbejderforbundet var den samme som at gå på besøg på Arbejdermuseet….
Det kunne fagforbundet ikke se det sjove i. Lederne sad i salen og lyttede med. Formanden endte i Arbejdsretten med en anklage om foragt for overenskomsten. Men humoren holdt i Arbejdsretten. Søren Skræddergaard blev pure frikendt.
Fusion med succes
Som formand i brancheforeningen så Skræddergaard det som sin fornemmeste opgave at slå ELFO og Dansk VVS fuldt sammen. Det lykkedes at forene de to organisationer under navnet TEKNIQ, som også indgår i navnet på den nuværende organisation TEKNIQ Arbejdsgiverne. Efter otte år i spidsen for organisationen takkede Søren Skræddergaard af som formand i en alder af 62 år i 2015.