-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Regeringens folkeskoleudspil afsætter 2,6 milliarder kroner til bedre faglokaler og vil i det hele taget prioritere de praktiske fag massivt, hvilket TEKNIQ Arbejdsgiverne længe har ønsket.
Slidte lokaler og utidssvarende udstyr er et velkendt fænomen i faglokalerne på landets mange folkeskoler.
Men nu skal det være slut, hvis det står til regeringen, som netop har fremlagt sit folkeskoleudspil. Her bliver der afsat 2,6 milliarder kroner til at opgradere faglokalerne, så undervisningen kan blive mere tidssvarende i forhold til det omkringliggende samfund.
Samtidig er det planen, at folkeskolen, i langt højere grad end tidligere, skal fokusere på de praktiske fag og inspirere eleverne til at se mulighederne i en erhvervsuddannelse – blandt andet med obligatorisk erhvervspraktik. Det får samlet set TEKNIQ Arbejdsgiverne til at kvittere med høje karakterer til udspillet.
- Vi har længe talt for den kombination af bedre udstyr og mere praksisfaglighed i folkeskolen, så det er rart at se, at regeringen nu også ønsker at gå helhjertet ind på den bane med massive investeringer og undervisning, der kan inspirere børn og unge til at se muligheder i de tekniske fag, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I sidste ende vil det øge mulighederne for at få flere dygtige unge ind på erhvervsuddannelserne og videre ud i virksomhederne, som i de kommende år også vil have et stort behov for kvalificerede medarbejdere, vurderer underdirektøren.
- Der er naturligvis en række arbejdsmiljøforhold, man skal tage højde for, inden man kan sende 13-14-årige ud på en virksomhed. Men når det er sagt, så er der mange spændende muligheder i at kombinere undervisningen direkte med virksomhederne, så eleverne tidligere bliver introduceret til, hvad det vil sige at arbejde som faglært, siger Tina Voldby.
Vigtige nedslag i folkeskoleudspillet:
- 2,6 mia. kr. til nye faglokaler for at skabe en bedre sammenhæng mellem teori og praksis.
- Obligatorisk erhvervspraktik for 8. og 9. klasse.
- Teknologiforståelse som nyt valgfag, der skal ruste eleverne bedre til fremtidens teknologi.
- Juniormesterlære, der giver mulighed for at kombinere skolen med 1-2 dage i en virksomhed.
- “Uddannelse og job” som nyt fag, der skal forberede eleverne på at træffe kvalificerede uddannelsesvalg i forlængelse af folkeskolen.
Læs hele udspillet “Forberedt til fremtiden 2”