-
Industri
Både installations- og metalbranchen oplever et voldsomt fald i antallet af indgåede uddannelsesaftaler. TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer til øjeblikkelig politisk handling.
I landets metalvirksomheder er antallet af indgåede uddannelsesaftaler i coronaperioden fra den 12. marts 2020 til den 29. april 2020 faldet med hele 80 procent på smedeuddannelsen og 85 procent på industriteknikeruddannelsen.
På vvs-energiuddannelsen og elektrikeruddannelsen er faldet knap 50 procent i forhold til samme periode sidste år.
-Det er en meget alvorlig, om end forventelig, udvikling, som tydeligt viser, den kritiske situation branchen står i, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:
-Den usikkerhed, som coronakrisen har udløst, omkring aktiviteten i branchen både under og efter det øjeblikkelige virusudbrud, får naturligt nok virksomhederne til at holde igen, når det gælder om at ansætte lærlinge. Virksomhederne reducerer deres omkostninger og har svært ved at overskue, om ordrebøgerne bliver fyldt op. Derfor vælger mange at stoppe op og vurdere situationen nøje, inden man laver 3-4-årige kontrakter med nye lærlinge, siger Tina Voldby.
”En stor del af vores medlemsvirksomheder er afhængige af eksport til andre lande. Og derfor er de naturligvis ekstra sårbare, når der opstår en situation som den, vi står midt i lige nu, hvilket igen får dem til at skrue ned for lærlingeaktiviteten,” siger uddannelseschefen.
Hun understreger, at der er et voldsomt og akut behov for, at man fra politisk side får vedtaget en lærlingepakke, der kan stimulere virksomhedernes lyst til og muligheder for igen at lukke op for flere lærlinge – ikke mindst set i lyset af at mange netop er ved at afslutte grundforløbet og skal ud og finde en praktikplads.
-Vi efterlyste allerede politisk handling for mere end en måned siden. Men intet er sket, og nu ser vi konsekvenserne. Vi har brug for initiativer, der midlertidigt dækker virksomhedernes omkostninger ved at have lærlinge og stimulerer virksomhederne til at ansætte nye lærlinge, ellers taber vi de unge på gulvet,si ger Tina Voldby.