-
El
En rundspørge blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder i metalindustrien viser bekymring for, at priserne på energi og råvarer vil stige igen det kommende halve år. Den bekymring har fået et flertal af virksomhederne til at tage forskellige initiativer til at sikre sig imod voldsomme prisstigninger.
63 procent af metalvirksomhederne i TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer således at blive pressede på energipriserne det kommende halve år, hvor efterår og vinter vil øge efterspørgslen.
Det samme billede af bekymring for prisudviklingen tegner sig på råvarepriserne. Her er det dog 62 procent, der forventer så store stigninger på metallerne, at det vil få indflydelse på driften og dermed årets resultat i sidste ende.
Til gengæld har ledelserne i metalvirksomhederne valgt at handle på bekymringerne for prisudviklingen på både energi og råvarer det kommende halve år. Undersøgelsen blandt medlemmerne viser nemlig, at der er taget forskellige forholdsregler.
Mere end hver anden virksomhed – eller 51 procent – har gjort noget aktivt for at håndtere problemerne omkring råvarepriserne. 58 procent i metalindustrien har været aktive for at sikre sig imod risikoen for stigende energipriser, viser undersøgelsen blandt industri-medlemmerne hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det vil sige, at under hver anden virksomhed i mindre grad eller slet ikke har taget nogle forholdsregler i forhold til risikoen for prisstigningerne.
Fastpriser
- Det er et godt tegn på rettidig omhu ude i vores metalvirksomheder, når man aktivt har gjort forskellige indsatser for at imødegå de konsekvenser, som stigende priser på energi og råvarer vil få på virksomhedernes bundlinje. Sidste år var erhvervslivet mere uforberedt. Denne gang har man kunnet nå at være på forkant.
Det siger økonom Julie Svendsen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der har stået for undersøgelsen. Der er i undersøgelsen ikke spurgt ind til de konkrete tiltag, som virksomhederne har lavet. Men det må formodes at være eksempelvis fastprisaftaler på energi og lageropbygning på metalvarer til det kommende halve år.
Barske erfaringer
Forsigtigheden i metalindustrien her i efteråret 2023 er formentlig udløst af de barske erfaringer fra 2022. Virksomhederne er nemlig også blevet spurgt, i hvor høj grad stigende energipriser og råvarepriser har presset virksomheden et år tilbage i tiden.
77 procent har været pressede af høje energipriser, imens 84 procent har været ramt på råvarernes himmelflugt igennem det seneste år.