-
VVS
Der kommer opfølgende markedskontrol af byggevarer i kontakt med drikkevand, varsler Sikkerhedsstyrelsen, som netop har overtaget markedsovervågningen.
Der kommer mere kontrol af byggevarer i kontakt med drikkevand i kølvandet på den markedskontrol fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som viste, at fire ud af seks tilfældigt udvalgte armaturer ikke var godkendt til drikkevand i Danmark.
Læs også: Ulovlige armaturer florerer på nettet
Sikkerhedsstyrelsen har netop overtaget markedskontrollen med byggevarer fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen pr. 1. februar. I skrivende stund er den dato ikke rundet, og derfor kan Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, ikke give en detaljeret plan for styrelsens kommende markedskontroller på området. Men hun tør godt varsle, at der sker yderligere markedskontrol i forhold til byggevarer i kontakt med drikkevand.
– Vi har arvet markedskontrollen med byggevarer generelt og herunder også produkter, der markedsføres som godkendt til drikkevand. Der kan vi jo se, at der har været kørt markedskontrol ad flere omgange, og det ser ud som om man hver gang har fundet problemer. Derfor vurderer jeg, at det er noget vi vil følge op og køre en proaktiv indsats på i løbet af i år. For det er ret vigtigt, at tingene er i orden på det område, siger hun.