-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Med valgkampagnen ”Verdens grønneste land?” har TEKNIQ Arbejdsgiverne sat medlemsvirksomhedernes udfordringer på dagsordenen. Det er blandt andet sket via en lang række politikerbesøg ude hos virksomhederne. Indsatsen har givet tydelige resultater, og næste skridt er nu at holde partierne op på de mange løfter, der er blevet givet under valgkampen.
Efter fire ugers hård og intens valgkamp skal danskerne i dag til stemmeurnerne og vælge, hvilke politikere der skal lede Danmark de kommende fire år.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har i løbet af valgkampen arbejdet hårdt for at få erhvervslivets vilkår på dagsordenen, så virksomhederne opnår den værdsættelse i samfundet, de fortjener – som drivkraft i den grønne omstilling og som store skatteydere.
Organisationen har som et led i valgkampagnen ”Verdens grønneste land” blandt andet arrangeret, at en lang række folketingskandidater fra hele landet har været på besøg hos medlemsvirksomheder. (Se billeder nederst) Her har de fået et skud virkelighed og input til, hvilken rolle virksomhederne spiller, når fremtidens grønne samfund skal skabes.
– Det er helt afgørende, at de politikere, som kommer til at bestemme hvilke rammevilkår virksomhederne skal arbejde efter, kommer ud i virkeligheden væk fra Christiansborg – og møder driftige virksomhedsejere og ledere. Derfor vil jeg gerne sende en stor tak til de virksomheder, der har åbnet dørene i løbet af valgkampen, siger Maria Schougaard Berntsen, der er cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Tydelige resultater
TEKNIQ Arbejdsgivernes samlede politiske indsats har blandt andet betydet, at velfærdsteknologi er kommet ind i flere af partiernes udspil, og at en række politikere har fået øjnene op for, at det skal være nemmere at installere varmepumper. TEKNIQ Arbejdsgiverne har også været med til at sætte fokus på, at de grønne og tekniske erhvervsuddannelser skal løftes, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling af samfundet.
– Vores synspunkter er blevet hørt og anerkendt, og der har været en god dialog mellem medlemmerne og kandidaterne. TEKNIQ Arbejdsgiverne har nu den opgave at holde politikerne op på de mange løfter, partierne er kommet med under den hektiske valgkamp, siger Maria Schougaard Berntsen.
TEKNIQ Arbejdsgiverne appellerer til, at følgende tre indsatser skal prioriteres efter valget.
- Udvikle et grønnere og mere konkurrencedygtigt erhvervsliv.
- Skabe en grønnere og mere digital energi- og forsyningssektor.
- Uddanne og skaffe mere kvalificeret arbejdskraft til fremtiden.
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) får en snak med medarbejderne i kaffestuen hos teknikentreprenøren Wicotec Kirkebjerg.
Finansminister Nicolai Wammen (S) og finansordfører Troels Lund Poulsen (V) besøgte under valgkampen ELCON i Aarhus. Her drøftede de blandt andet behovet for at styrke erhvervsuddannelserne med Anne Sophie Flørnæss, der er HR-direktør i ELCON og Tina Voldby (th.), der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Folketingsmedlem og medlem af Klima- Energi- og Forsyningsudvalget Anne Paulin (S), chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne Troels Hartung og Karsten Øster (yderst th.) fra OK a.m.b.a. besøger et ægtepar i Roslev, som netop har erstattet oliefyret med en spritny varmepumpe.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) får sig en snak med en medarbejder hos vækstvirksomheden TRECO, som selv tager ansvar for at uddanne ufaglærte til industrioperatører i arbejdstiden.
Direktør Jens Ploug fra Fransgård Maskinfabrik i Farsø er ét af flere medlemmer, der bakker op om TEKNIQ Arbejdsgivernes valgkampagne. Han mener, at politikernes grønne ambitioner bør gå hånd i hånd med et stærkt erhvervsliv.
Maria Schougaard Berntsen, der er cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne, bliver interviewet til TV2 hos TRECO i Nordjylland om medlemsvirksomhedens indsats med at opkvalificere ufaglærte.