-
El
-
VVS
Det var korrekt, at en afskediget salgschef fik sin bonus beregnet på baggrund af virksomhedens samlede årsomsætning og ikke omsætningen ved fratrædelsestidspunktet. Det bekræfter en retssag, som TEKNIQ Arbejdsgiverne har ført for en medlemsvirksomhed.
Medarbejdere, der har en bonusordning som en del af lønpakken, skal have afregnet en forholdsmæssig andel af bonussen, hvis de fratræder i et løbende bonusår. Det konkluderede Retten i Holstebro for nylig i en konkret sag.
Sagen drejede sig om en medarbejder, der blev aflønnet med en fast løn samt en bonusordning, som var konstrueret sådan, at der blev udbetalt bonus, hvis der blev omsat for mere end den budgetterede omsætning: 10 procent mere i omsætning medførte 10 procent af årslønnen i bonus, 20 procent mere i omsætning medførte 20 procent af årslønnen osv. Virksomhedens bonusår var regnskabsåret (kalenderåret).
Salgschefen blev afskediget og fratrådte ved udgangen af maj 2021 på grund af nedlukningen af minkerhvervet.
Medarbejderen argumenterede i retten for, at al omsætning på grund af de ekstraordinære omstændigheder ophørte i forbindelse med medarbejderens fratræden. Derfor mente medarbejderen, at bonussen skulle opgøres på tidspunktet for fratrædelsen i maj 2021. Derudover gjorde medarbejderen gældende, at bonussen alene skulle opgøres på baggrund af medarbejderens eget salg.
Virksomheden fik medhold
Virksomheden argumenterede for, at bonussen skulle opgøres på baggrund af den samlede årsomsætning. Derudover gjorde virksomheden gældende, at omsætningen på ingen måde ophørte totalt i forbindelse med nedlukningen af minkerhvervet. Det blev dokumenteret ved virksomhedens opgørelse over den samlede årsomsætning, der netop viste en omsætning også efter, at medarbejderen var fratrådt. Dertil gjorde virksomheden gældende, at der i sagen ikke var undtagelser i forhold til udgangspunktet i Funktionærlovens § 17a., som beskriver reglerne for bonusaflønning.
Retten gav virksomheden medhold og vurderede, at bonussen skulle opgøres på baggrund af virksomhedens samlede årsomsætning, og at medarbejderens bonus skulle beregnes i overensstemmelse med Funktionærlovens § 17a om forholdsmæssig beregning ved fratræden i løbet af et bonusår. Virksomheden blev altså frifundet for kravet om at betale højere bonus, end der allerede var udbetalt. Dog blev virksomheden dømt til at betale 10.000 kroner for et mangelfuldt ansættelsesbevis, fordi bonusaftalens ordlyd havde givet anledning til berettiget tvivl vedrørende bonussen.
Beskriv bonusordningen tydeligt
Anders Fugmann, der er advokat og overenskomstchef i TEKNIQ Arbejdsgiverne, glæder sig over den konkrete afgørelse:
- Sagen viser, at selv usædvanlige omstændigheder ikke kan begrunde en undtagelse fra det almindelige udgangspunkt i Funktionærlovens § 17a om, at en bonus skal beregnes forholdsmæssigt, hvis medarbejdere fratræder i løbet af bonusåret. Det er positivt, siger han og understreger i samme åndedrag:
- Men sagen viser også, at det altid er en god idé at beskrive bonusordningen klart i ansættelseskontrakten for at minimere risikoen for efterfølgende tvivl om forståelse og indhold.
Denne nyhed udgør ikke juridisk rådgivning.