-
El
TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer er klar til at tage ansvar og melde sig som skuemestre efter nyhed om mangel på elektrikeruddannelsen.
Telefonerne gløder endnu mere end de plejer på 2. sal i hos TEKNIQ Arbejdsgiverne i Glostrup hos uddannelseskonsulent Allan Schmidt-Petersen. I den anden ende af røret er der medlemmer, som alle gerne vil melde sig, efter vi i nyhedsbrevet gjorde opmærksom på manglen på skuemestre.
- En blev til to, og to blev til mange. Det er fantastisk at se, hvordan vores medlemmer støtter op om elektrikerfagets fremtid og viser, at de vil tage ansvar for lærlinge i mere end en forstand, siger Allan Schmidt-Petersen, der er uddannelseskonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Siden 2015 har elektrikeruddannelsen oplevet et boom, og de mange lærlinge i faget betyder, at behovet for skuemestre er blevet større - og skuemestre er afgørende for at sikre den faglige kvalitet og sørge for, at lærlingene får en god oplevelse.
Stort udbytte
Hos Knudsker El på Bornholm forstår man interessen, da skuemestergerningen er en måde at give tilbage samtidig med, at man får et personligt og fagligt udbytte.
En af dem, der går forrest, er Peter Lund Olsen, som er direktør i Knudsker EL. Hos Knudsker El har man i forvejen over halvdelen af Bornholms elektrikerlærlinge, og både Peter og hans kollega Anders, der begge selv er skuemestre, ser det som helt naturligt, at man også involverer sig som skuemester.
- Jeg synes, at man er forpligtet til at holde sig ajour ift. lærlingeuddannelsen og samtidig være med til at sørge for, at lærlingene får den uddannelse, som de skal. Udover det får jeg en masse ud af det på et fagligt og personligt plan. Det er altid godt at blive trykprøvet og opdateret fagligt, både når det drejer sig om nye teknikker eller nyt bekendtgørelsesstof. Og så er det jo bare sjovt at møde unge mennesker og opleve deres begejstring for faget helt tæt på, udtaler Peter Lund Olsen.
Hvis du ligesom Peter Lund Olsen ønsker at være skuemester, så mangler der stadig flere, som ønsker at træde til. Når man er ude som skuemester, får man udover de faglige glæder også et honorar, som på nuværende tidspunkt udgør kr. 1500,- pr. dag. Transportomkostninger dækkes efter statens takster.
Du kan læse mere om skuemesterrollen her:
Hvis du ønsker at blive skuemester, kan du kontakte Allan Schmidt-Petersen på 77411587 eller asp@tekniq.dk