-
Industri
Af gruppen af nyfaglærte, der fravælger den klassiske metalindustri, er det især medicinalbranchen, der trækker. Det viser TEKNIQ Arbejdsgivernes karriereanalyse, som Børsen har omtalt.
Hver femte nyuddannede inden for metalindustrien søger mod andre brancher med medicinalindustrien som den klare topscorer.
Det viser en ny karriereanalyse TEKNIQ Arbejdsgiverne har fået udarbejdet, og som Børsen er dykket ned i. (kræver login)
- Vores medlemmer oplever, at kampen om de nye faglærte i metalindustrien er endnu større, end de har været vant til. Når medicinalindustrien har så godt fat i Danmark og vækster, så er der jo et større behov hos dem. Samtidig uddannes der lidt færre faglærte, end vi egentlig har brug for. Så nettet strammer til i begge ender, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, til Børsen.
Analysen fra Moos-Bjerre tager udgangspunkt i cirka 16.000 nyudlærte fordelt over en ti-årig periode.
Syv ud af ti fortsætter direkte ud i de klassiske metalindustrivirksomheder, men der er 20 procent, der søger andre veje. Ud af dem går mere end halvdelen mod medicinalindustrien.