-
El
-
VVS
-
Industri
Spørgsmål:
Vi har en timelønnet medarbejder, som blev mor for et halvt år siden, og nu skal hun retur på arbejde. Barnet får stadig modermælk, og medarbejderen har forklaret, at hun ønsker at kunne pumpe ud to gange dagligt af 20 minutter. Har hun virkelig ret til det, og hvad gør vi med betaling?
Svar
Udgangspunktet er, at arbejdstiden er effektiv, og som følge af ledelsesretten er det arbejdsgiver, der leder og fordeler arbejdet. Hun skal derfor udføre det arbejde, som hun er ansat til i det tidsrum, der gælder for ansættelsesforholdet. I er som arbejdsgiver ikke forpligtet til at acceptere, at hun ikke kan arbejde 40 minutter hver dag, hvor hun skal pumpe ud, ligesom I heller ikke er forpligtet til at give hende yderligere pauser.
Medarbejderen har i øvrigt heller ikke ret til betaling i forbindelse med de to daglige pauser.
Arbejdsgiver kan dog altid stille sine medarbejdere bedre end fx overenskomstens regler eller anden lovgivning. Der er derfor intet til hinder for, at man i den konkrete situation forsøger at indgå en aftale med medarbejderen, hvor medarbejderens behov bliver tilgodeset. Hvis det kan hænge sammen med driften i virksomheden, kunne man indgå en aftale om, at hun fik frihed til at holde ekstra pauser men uden betaling fra virksomheden.
Hvis I har spørgsmål vedrørende jeres medarbejdere, kan I altid kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne med henblik på en konkret rådgivning.