-
VVS
Der er for mange fejl på VE-installationerne i danske boliger, og forbrugerne har svært ved at gennemskue, hvilke firmaer der har nødvendige kompetencer til at installere en varmepumpe eller solceller.
KSO, VPO, energivejleder, VE-installatør, Bedre Bolig-rådgiver. Der findes en lang række uddannelser og ordninger for virksomheder, der installerer mindre VE-anlæg hos private boligejere. Men ordningerne er frivillige, og der stilles ikke særskilte krav til de virksomheder, som agerer på markedet.
Resultatet af det brogede marked for VE-uddannelse er blandt andet, at der bliver lavet for mange fejl på danske VE-anlæg. Det gælder særligt varmepumperne, lyder det fra Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i TEKNIQ.
– Der er fuld fart på varmepumpemarkedet i øjeblikket, og det er rigtig positivt, men vi oplever desværre også, at det langt fra er alle de anlæg, der bliver installeret, som kører optimalt, siger han.
Til grund for den udmelding ligger blandet andet en undersøgelse, som Teknologisk Institut offentliggjorde i 2017. Den viste, at 85 procent af 164 testede jordvarmeanlæg ikke levede op til, hvad man kunne forvente vurderet ud fra den enkelte varmepumpes effektfaktor (COP). Altså fungerede kun 15 procent af de testede anlæg efter hensigten. Undersøgelsen viste også, at de fejlbehæftede anlæg i gennemsnit bruger 16 procent mere el, end de burde - eller hvad der svarer til 2.000 kroner årligt per varmepumpe.
Ønsker obligatorisk ordning
I håb om at bringe antallet af fejl ned anbefaler TEKNIQ sammen med en række andre organisationer i byggeriet, at den eksisterende VE-godkendelsesordning bliver gjort obligatorisk, og at to af de private ordninger på området - KSO og VPO – bliver integreret i en revitaliseret udgave af VE-godkendelsesordningen.
VE-godkendelsesordningen blev indført i Danmark i 2013 og udspringer af EU's VE-direktiv, som pålægger alle EU's medlemsstater at tilbyde en certificeringsordning for installatører, der installerer små VE-anlæg. Ordningen er dog aldrig blevet en succes i Danmark, og en evaluering gennemført af LauritzenConsulting i 2016 konkluderede, at den ikke har haft nogen nævneværdig effekt på omfanget af fejl og mangler i forbindelse med installation af VE-anlæg. I dag er kun cirka 70 ud af 7.000 virksomheder, der arbejder med VE-området, medlem af VE-godkendelsesordningen.
Læs også: Minister: Regler er ikke altid løsningen
70 virksomheder er naturligvis ikke nok, til at ordningen får den nødvendige gennemslagskraft, påpeger Simon O. Rasmussen.
– En effektiv VE-godkendelsesordning forudsætter volumen, og volumen opnås kun, hvis vi ser en efterspørgsel hos forbrugerne. I dag finder vi de kompetente virksomheder spredt ud på mange små ordninger – det svækker efterspørgslen i hver af disse ordninger, og det slører overblikket hos forbrugerne i forhold til at finde ud af, hvem der er kompetente og mindre kompetente. Det vil branchen gerne rydde op i, og derfor bør VE-godkendelsesordningen gøres obligatorisk eller som minimum gøres mere slagkraftig, ved at andre frivillige ordninger integreres i den, pointerer han.
Vi skal stille krav
Simon O. Rasmussen vurderer, at VE-godkendelsesordningen er den rigtige at satse på fremadrettet, fordi den samler de fire VE-teknologier i en ordning, hvilket giver et godt afsæt for markedsføring. Samtidig stiller ordningen nogle fornuftige kompetencekrav, der sikrer, at kun virksomheder med solide kompetencer opnår godkendelse.
– Varmepumpeteknologi er avanceret teknologi, og derfor skal man stille krav til de virksomheder, der installerer dem. De skal naturligvis have de nødvendige kompetencer. Men i dag stilles der ikke krav til montering af varmepumper, og derfor opsættes varmepumper af virksomheder med meget forskellige kompetencer. Det er ikke holdbart i længden, siger Simon O. Rasmussen.
I øjeblikket stiger antallet af solgte varmepumper voldsomt, og regeringens afgiftslempelser på el vil efter alt at dømme puste yderligere til markedet. Derfor haster arbejdet med at få skabt et gennemsigtigt marked med en VE-godkendelsesordning, der har gennemslagskraft, understreger Simon O. Rasmussen.
Der blev i 2017 installeret ca. 44.000 varmepumper i Danmark.