-
El
-
VVS
Skyhøje metalpriser og manglende leverancer presser i øjeblikket installatørerne gevaldigt på overskuddet. Sure kunder og risiko for dagbøder lurer i horisonten.
På dagen hvor Dan Jeppesen skulle have leveret 70 specielle gulvarmeplader, fik han en besked om, at det ikke kunne lade sig gøre alligevel. Byggematerialerne kunne først nå frem om fire uger.
- Men jeg kan jo ikke stoppe et byggeri så længe, så jeg måtte rundt til alle grossister, i Aalborg, Hobro, ja hele Danmark for at samle de enheder sammen, siger Dan Jeppesen, der driver Tvilling VVS i Rødovre.
[caption id="attachment_49300" align="alignright" width="600"] Dan Jeppesen er medejer af Tvilling VVS, som for alvor nu mærker metalvarernes prisstigninger og problemerne med at få varerne frem.[/caption]
Forsinkelser og lurende dagbøder
Øvelsen kostede ham 10.000 kroner ekstra foruden besværet, og eksemplet er langtfra enestående. Vvs- og elinstallatørerne mærker nu for alvor de stigende råvarepriser på verdensmarkedet. Eksempelvis jern og stål kostede i april 42 procent mere end for et år siden, og den udvikling begynder at gøre ondt i installationsbranchen. Ikke mindst på grund af de manglende leverancer.
Coronapandemien har ramt produktionslinjerne hårdt på verdensmarkedet, og derudover er fragtpriserne steget voldsomt, hvilket samlet set giver en ubehagelig cocktail.
- Prisstigningerne har været længe undervejs, men det er først nu, det for alvor rammer os. De manglende vareleveringer giver til gengæld huller, som er svære at håndtere, siger Dan Jeppesen.
I sidste ende kan det resultere i dagbøder på de større byggesager, hvilket hurtigt kan løbe op.
- Det kan være dagbøder på 100.000 kroner om ugen, så vi kan ende med dagbøder på 500.000 kroner ud af en byggesag på fire millioner kroner, siger Dan Jeppesen.
Æder af overskuddet
Samtidig er det svært at hive prisstigningerne hjem hos totalentreprenør og bygherrerne. Godt nok skulle aftalegrundlaget AB18 give mulighed for det, men virkeligheden er mere kompliceret som mindre installationsvirksomhed, der også gerne vil have et godt samarbejde i fremtiden.
- Det kommer der aldrig nogen rigtig god byggesag ud af, så derfor prøver man at dække tabet ind, men det betyder så mindre fortjeneste, siger Dan Jeppesen.
Han vurderer, at det koster omkring 10-15 procent ud af en fortjeneste, som i forvejen ikke ligger højt i installationsbranchen.
- Vi skal nok klare den, men det er knap så sjovt at gå på arbejde, når lønningerne til de ansatte samtidig er presset op på grund af travlheden, siger Dan Jeppesen.
Fortsat høje priser
I TEKNIQ Arbejdsgiverne har cheføkonom Maria Schougaard Berntsen med bekymring fulgt udviklingen de seneste måneder. Selvom den eksplosive vækst i metalpriserne ikke umiddelbart ser ud til at fortsætte, så er der heller ikke noget, der tyder på, at prisniveauet bliver banket helt i bund.
- Jeg forventer, at stigningen kommer til at sætte sig igennem hele systemet i løbet af de kommende måneder. Hvis nogle virksomheder begynder at opbygge lagre og hamstre, så er der mindre tilbage til resten, hvilket er med til at holde prisen oppe. I løbet af efteråret vil priserne sandsynligvis stagnere, men vi kommer nok ikke tilbage til niveauet fra sidste år lige med det samme, siger Maria Schougaard Berntsen.
Nye tal fra Danmarks statistik viser, at andelen af vvs- og blikkenslager-virksomheder, der oplever mangel på materialer og udstyr, på et år er steget fra fire til otte procent. Også hos elinstallationsvirksomhederne oplever lidt flere mangel.