Potentielt er der tale om flere tusind virksomheder, der kan komme i klemme. Derfor har Toldstyrelsen i samarbejde med Skattestyrelsen i dag sendt nyhedsbreve med informationsmateriale til over 30.000 virksomheder, der handler med Storbritannien i dag.
- Rigtig mange virksomheder har gjort brug af Toldstyrelsens tilbud om vejledning, men som det ser ud nu, vil flere tusind virksomheder mangle en import- eller eksportregistrering, når overgangsordningen løber ud. Det kan give dem store udfordringer, når de fra 1. januar skal have varer til og fra Storbritannien. Derfor går vi i dag ud og opfordrer kraftigt til at lade sig registrere sig som importør og eksportør hurtigst muligt, siger kontorchef i Toldstyrelsen, Henrik Pagh Kold.
Virksomheder er i tvivl
Opfordringen falder nu, fordi der ved registreringen som importør og eksportør på hjemmesiden virk.dk kan være sagsbehandlingstid.
I en mindre rundspørge til danske virksomheder har Toldstyrelsen spurgt til virksomhedens forberedelser. Her udtrykker næsten en tredjedel af de adspurgte virksomheder usikkerhed i forhold til at være tilstrækkeligt informeret.
- Jeg forstår godt, at mange virksomheder er i tvivl om, hvad man skal gøre i den nuværende situation. Brexit er nyt for alle, både for virksomheder og myndigheder. Vi kan ikke forudsige alt, men jeg vil gerne opfordre dem, der er i tvivl om hvordan man kan forberede sig på toldområdet, til at kontakte os på vores Brexit-hotline eller via vores hjemmeside, siger han.
Tre Brexit-råd til virksomheder
- Få styr på registrering som eksportør og importør på virk.dk.
- Få mere viden på Toldstyrelsens Brexit-webinarer
- Besøg skat.dk/brexit
Få mere information om kontaktinformationer på øvrige myndigheder her og besøg Regeringens Brexit-tjektliste her.