-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Mange af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer er i kraftig vækst. Fra 2021 til 2023 er antallet af medlemsvirksomheder på Børsens gazelle-liste øget med knap 100 pct til 121 virksomheder. Det kræver som minimum en fordobling af omsætningen over fire år at blive Gazelle.
- Høj vækst kræver noget ekstraordinært af alle i en virksomhed. Ledelse, ejere og medarbejdere skal levere en stor indsats, hvis det skal lykkes at fordoble virksomheden over en periode på fire år, som Gazellerne gør. Stort tillykke til alle. Det gør mig stolt at se en så markant vækst ude i vores medlemsvirksomheder, siger administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne Troels Blicher Danielsen.
Gazeller på Børsens opgørelse er først og fremmest virksomheder med en vækst på mindst 100 procent i nettoomsætning eller bruttoresultat over en periode på de seneste fire års regnskaber. Der er som udgangspunkt derfor tale om en fordobling af virksomhedens omsætning, hvis man kommer på Gazellelisten over danske a/s’er og aps’er. Samlet var der 2783 virksomheder på listen i år.
- Bæredygtighed skal være i fokus for dansk erhvervsliv. Men økonomisk vækst er og bliver en forudsætning for, at en virksomhed udvikler sig. Den fortsatte digitalisering og en grøn og bæredygtig omstilling af virksomheden vil være afgørende for kommende vækstvirksomheders succes, siger Troels Blicher Danielsen.
En analyse af Gazelle-listen viser, at 38 virksomheder blandt medlemmerne fra TEKNIQ Arbejdsgiverne lever op til Gazelle-kriteriet for andet år i træk. Især el-virksomhederne har igen haft en forrygende periode og dominerer 2023-listen foran vvs- og industrivirksomhederne. I forhold til 2022 er der tale om en vækst på ikke mindre end 178 pct. i antallet af super-gazeller, der holder sig på listen over flere år.
VVS’ere maser på og satser på tredje år
Kragh VVS er en af de medlemsvirksomheder, der befinder sig på Gazelle-listen for andet år i træk. For ejerne Morten Kragh og Jakob Meyer er det glædeligt igen at havne på listen, selvom det ikke giver det helt samme sus som sidste år:
- Må jo indrømme, at det var sjovest den første gang, at vi var på listen. Men det er dejligt og vigtigt med skulderklap og anerkendelse til dem, der gør noget for at skabe arbejdspladser og fremdrift i dansk økonomi, siger Morten Kragh, ejer af Kragh VVS.
Hos Kragh VVS håber de på at kunne gentage succesen næste år, men først og fremmest hæfter de sig ved den bekræftelse, det er at være en super-gazelle:
- Det at drive virksomhed er en læringsproces, hvor vi maser på og lærer af vores fejl. At vi igen er en Gazelle-virksomhed, er en dejlig bekræftelse af, at vi gør det rigtige, og har fundet formlen for, hvordan vi bedst driver vores virksomhed, siger Morten Kragh, ejer af Kragh VVS.
Giver fordel hos erhvervskunder
Og det er ikke kun hos Kragh VVS, at de har udkig efter endnu et år på Gazelle-listen. Hos Nyborg El på Fyn er de ligeledes super-gazeller, og de tre ejere har flere grunde til at gå efter en ekstra gang på listen:
- Vi har gået og drillet hinanden med, at vi skal have en Gazelle-halskæde hver – så vi må sørge for at få næste år med også, så der er gazeller nok til alle ejere. Spøg til side, så reflekterer det tilbage på den service, som vi yder i firmaet. Det vidner om, at vi har dygtige og glade medarbejdere, der sørger for, at vores kunder er glade og tilfredse, siger Bjarke Helmar Jensen, ejer af Nyborg El.
Han fremhæver både den anerkendelse, det er at være på listen, men også andre helt konkrete fordele, der kan bidrage til fortsat vækst for den fynske virksomhed.
- Det betyder en del at være en Gazelle eller super-Gazelle, når man handler med erhvervs- og industrikunder. For det giver dem en tryghed i, at vi er kommet for at blive, siger Bjarke Helmar Jensen.
Flest gazeller i hovedstaden
-
35,3 pct i Hovedstaden
24,6 pct. i Midtjylland
19,5 pct i Syddanmark
11,9 pct på Sjælland
8,7 pct i Nordjylland
Kilde: Børsen
Se listen over Gazelle-medlemmer