
Indbrud og tyveri fra varebiler er steget voldsomt i udvalgte politikredse i 2024. København er plaget med en stigning på 91 pct. og Fyn er ramt af en stigning på 55 pct. Ethvert indbrud i varebilen betyder besvær, mistet omsætning og forsinkede opgaver for virksomhederne.
Det seneste år er antallet af tyverier fra varebiler steget med 17 procent, viser nye tal fra Rigspolitiet. Fra 3.873 anmeldte tyverier fra varebiler i 2023 til 4.540 sidste år. Udfordringen er særlig stor i Københavns, Nordsjællands og Fyns politikredse.
- Tyverier fra varebiler koster hver dag vores virksomheder dyrt. Og det er ikke kun tabet af dyre lasermålere og boremaskiner, der er problemet. Det koster også i tabt arbejdsfortjeneste, ombooking af kunder, bøvl og besvær, når ens varebil er brudt op eller vinduerne smadrede, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør hos TEKNIQ i en pressemeddelelse udsendt til danske medier.
GPS og DNA er ikke nok
TEKNIQs seneste medlemsundersøgelse viste, at omkring hvert fjerde virksomhed havde oplevet at have indbrud i deres varebil i løbet af et år.
- Virksomhederne gør alt, hvad de kan for at sikre sig med for eksempel GPS og DNA-mærkning, men det er en ulige kamp, så der er brug for at gøre mere. En oplagt mulighed kunne være, at politiet delte tyveridata i realtid, så man som virksomhed og borgere kunne være opmærksomme på igangværende indbrudsbølger, siger Maria Schougaard Berntsen.
Værst i København og på Fyn
Udfordringen er særlig stor i Københavns, Nordsjællands og Fyns politikredse. Her er antallet af tyveri fra varebiler steget med henholdsvis 91 procent, 36 procent og 55 procent fra 2023 til 2024, viser tal fra Rigspolitiet.
- Virksomhederne har naturligvis selv et ansvar for at sikre sig bedst muligt, og det gør de også i stor stil. Det er i sidste ende politiet, der skal på banen – og hvis de ikke har de nødvendige redskaber for at løse det her, så må de jo råbe op højere i systemet. Jeg forestiller mig i hvert fald, at politi eller politikere ville reagere, hvis antallet af indbrud i folks hjem pludselig steg så eksplosivt, siger Maria Schougaard Berntsen.
Når varebilerne bliver smadret ved et indbrud, tager det ofte en måned, inden de er tilbage igen!
Fem varebiler brudt op
Mikael Berggreen ejer virksomheden Berggreen VVS. Han har 13 ansatte, som har syv varebiler til rådighed. Fem gange har der været indbrud i disse biler i 2024.
- Når varebilerne bliver smadret ved et indbrud, tager det ofte en måned, inden de er tilbage igen. Det koster både mange penge og ressourcer. Vores hverdag bliver meget påvirket af en varebil, der er til reparation i længere tid, siger Mikael Berggreen til TV2 Kosmopol, der lavede et interview med vvs-installatøren om konsekvensen af evige indbrud.
Københavns Politi har en mistanke om, at gerningsmændene i flere tilfælde er omrejsende udenlandske kriminelle. De er ofte kun i Danmark i kort tid, men begår samtidig en lang række tyverier med henblik på at sælge det stjålne værktøj videre i andre dele af Europa eller via online platforme.

Eksempler på indbrud i Berggreens varebiler via siderude, bagrude og igennem karosseriet!

Overblik over udviklingen i hele Danmark af indbrud i varebiler i 2024: