-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Spørgsmål:
Vi er en mellemstor virksomhed, der er vokset en del de sidste par år, og nu har vi brug for en ekstra person til vores team på kontoret. Det er et ungt team, der fungerer rigtig godt både fagligt og socialt, og derfor vil vi gerne finde en person, som passer godt ind. Vi er dog kommet i tvivl, om vi må skrive, at vi søger efter en yngre medarbejder.
Svar
Det er selvfølgelig vigtigt at finde den helt rigtige person til opgaven og samtidig have øje for teamet som helhed. Det fremgår dog af forskelsbehandlingsloven, at det som altovervejende hovedregel ikke må angives ved annoncering at der foretrækkes en person med en bestemt alder. Dette er ligeledes fastslået ved en lang række afgørelserne på området.
Et lidt ældre, men illustrativt, eksempel er en afgørelse, hvor en restauratør annoncerede efter "unge tjenerafløsere til brunch og fester". En 50-årig kvinde søgte stillingen. I sin ansøgning skrev hun, at hun var "en frisk dame på 50 år som er let til bens og meget serviceminded".
Allerede dagen efter modtog kvinden imidlertid et afslag på ansøgningen. Kvinden klagede til Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at afslaget skyldtes hendes alder, og da restauratøren ikke kunne modbevise påstanden, nåede Ligebehandlingsnævnet frem til, at dette var i strid med forskelsbehandlingsloven. Jeg vil derfor fraråde, at I søger efter en specifik aldersgruppe i jeres opslag.
Et eksempel på en undtagelse fra disse regler er, at en arbejdsgiver kan annoncere efter unge under 18 år i de tilfælde, hvor virksomheden er omfattet af en kollektiv overenskomst med særlige regler om aflønning for disse, eller unge under 15 år, der ikke omfattes af en overenskomst. Formålet er selvfølgelig at sikre unge en oplæring i forhold til et arbejdsliv.
Hvis I er i tvivl om, hvad I må søge efter, er I naturligvis altid velkomne til at kontakte TEKNIQ-Arbejdsgiverne for vejledning.