-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
En grøn investering kan give store besparelser. SØBYs nye 10kW fiberlaser skærer op til 10 gange hurtigere og reducerer samtidig det årlige strømforbrug forbundet med laserskæring med ca. 100.000 kwh. Det er effekten af ny fiber-teknologi.
Med den nye fiber-teknologi føres energien gennem lyslederkabler, som ikke er tykkere end et hårstrå. Energispildet bliver minimalt, og derfor kan anlægget bruge meget mere af den tilførte energi til at skære med.
- Det er en svimlende forbedring af energiforbruget, som også vejede tungt i overvejelserne om at anskaffe anlægget, forklarer John Søndergaard, som er operatør af laserskærerne hos SØBY.
Skærehastigheden er helt op til 10 gange den hastighed, som det forrige anlæg kunne præstere. Derfor kan det nye anlæg levere langt hurtigere og være med til at styrke den korte reaktionstid, som SØBY i forvejen er meget fokuseret på. Endelig er fiberlaseren mere automatisk end den forrige laserskærer, og det giver på mange parametre et bedre produkt.
74 m. i minuttet
Den nye fiberlaser bearbejder med lethed flere typer materialer og tykkelser ved en imponerende hastighed. Ved galvaniseret plade på 1mm kunne den tidligere laserskærer bearbejde 7 meter i minuttet.
Den nye fiberlaser bearbejder 74 meter metal i minuttet.
- Det går så hurtigt, at laserskæreren ofte er færdig, før man når at kigge ind i den, siger den begejstrede operatør fra SØBY.
Og det er ikke alene manden ved maskinen, der glæder sig over effekten af den nye Bytronic Bysmart 10kW fiberlaser. Siden opstarten for et halvt år siden har direktør Morten Frantsen kunnet se flaskehalsene i produktionen forsvinde efter investeringen på næsten seks mio. kr. i den nye laserskærer.
Fjerner flaskehalse
- Vi har kæmpet med flaskehalse i årevis. Nu er de kraftigt reduceret og tilmed med en øget kapacitet. Samtidig sparer vi på vedligehold og på overarbejde, fordi vi når produktionen indenfor normal arbejdstid. Det er en stor investering, men det har været en god case for SØBY, siger Morten Frantsen og peger også på, at den store energibesparelse på 100.000 kWh er med til at omsætte SØBYs vision om grøn omstilling til konkret handling.
Stål bliver som smør
Den nye fiberlaser skærer sort plade op til 25mm og rustfri plade op til 30mm samt galvaniseret plade op til 5mm så let, som var det smør. Den tidligere laserskærer bearbejdede galvaniseret plade op til 3mm, og det betød at plader op til 5mm måtte sendes videre til stanseafdelingen.
- Stanserne kunne sagtens håndtere opgaven, men det sled hårdt på maskineriet. Den nye fiberlaser kan skære 5mm galvaniseret plade uden belastning. Det betyder at stanseanlæggene nu kan aflastes markant. Der opstår mindre slid, og de frigøres til bearbejdning af materialer, som de performer bedst på, forklarer operatøren John Søndergaard.
-
Faktaboks SØBY A/S
Ledelse: Mette og Morten Frantsen
Laver løsninger til håndtering, tørring og beluftning af korn og afgrøder
Eksporter halvdelen af produktionen
Omkring 50 medarbejdere
Højslev ved Skive
www.soby.com