-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Så klar er meldingen fra Per Møller, ejer af KSM Steel. Da han i efteråret havde lønforhandlinger, blev han enig med virksomhedens tillidsrepræsentanter om, at lønnen ikke skulle stige, så de kunne undgå afskedigelser.
Den jyske virksomhed og ejer Per Møller var for nylig i DR nyhederne. Anledningen er de kommende overenskomstforhandlinger, der kommer til at præge de næste par måneder hos TEKNIQ.
Og de mere end 100 ansatte skal ifølge Per Møller ikke forvente lønstigninger i denne omgang. Økonomien er simpelthen ikke til det for virksomheden, der leverer stål til vindmølle- og transportindustrierne.
- Det kan vi ikke. Økonomien er ikke til at give en stor lønstigning. Vi er ved at være pressede til det yderste, og vi skal tjene nogle flere penge, før vi kan dele ud af dem, udtaler Per Møller, ejer af KSM Steel til DR.
Fælles beslutning med tillidsrepræsentanter
Virksomhedens medarbejdere fik i efterårets lønforhandlinger en nul-stigning på løn. En idé, der ikke kom fra Per Møller, men fra virksomhedens to tillidsrepræsentanter. Enigheden om en nul-stigning gjorde, at virksomheden kunne slippe for at fyre op til syv kollegaer. En løsning begge parter kunne blive enige om.
- Vi gør det for virksomheden og vores arbejdsplads. Vi har en rigtig god arbejdsplads, og den vil vi gerne passe på, og det er det vi har gjort, udtaler tillidsmand Mads Toft Møller til DR.
Om ejer og ansatte igen kan blive enige om lønnen til forårets forhandlinger må tiden vise, men ifølge Per Møller, ejer af KSM Steel, har virksomhedens økonomiske omstændigheder ikke ændret sig.
- Vores ordrebeholdning er ikke så stor, som den plejer. Vi mærker en afmatning og har ikke haft den fulde aktivitet. Der bliver ikke kørt de tons ud i Danmark, som der normalt bliver, og det bliver sværere og sværere at få ordrerne, udtaler Per Møller, ejer af KSM Steel til DR.
-
OK25
Er du interesseret i at følge med i Overenskomstforhandlingerne 2025, så kan du holde dig opdateret på TEKNIQs hjemmeside, hvor der løbende vil blive publiceret relevant materiale.