-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Gør din virksomhed helt røgfri! Det sparer sygedage og giver mere effektivitet at indføre en røgfri arbejdstid. Kræftens Bekæmpelse tilbyder netop nu rådgivning til virksomheder i en kampagne med humor og glimt i øjet.
Rygning koster årligt 34 mia. kroner i produktionstab, mens svær overvægt og manglende motion koster hhv. 10 mia. kroner og 7 mia. kroner ifølge en analyse fra 2024 udarbejdet af Dansk Arbejdsgiverforening.
Som arbejdsgiver kan man tage initiativer og stille en række muligheder til rådighed for medarbejderne, der hjælper til en sundere hverdag i virksomheden: Eksempelvis frugtordninger, motionsrum, rygestopkurser – og måske en helt røgfri arbejdsplads.
Kræftens Bekæmpelse er netop nu ude med en kampagne for at få flere virksomheder til at gøre hele arbejdsdagen røgfri for medarbejderne.
- Som arbejdsgiver kan man ikke kræve, at en storryger skal stoppe med at ryge. Men man kan som virksomhed vælge at indføre en røgfri arbejdsdag og dermed fokusere mere på sundhed. Her vil vi anbefale at trække på erfaringerne hos Kræftens Bekæmpelse og deres tilbud til at gøre en virksomhed røgfri, siger chefkonsulent Katrine Nordbo Jakobsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Røgfri arbejdstid betyder, at medarbejdere og ledere ikke må ryge i arbejdstiden – hverken på eller uden for matriklen.
-
Fordele ved røgfri arbejdstid
- Giver et sundere arbejdsmiljø, hvor medarbejdere beskyttes mod tobaksrøg
- Mindsker risikoen for, at medarbejdere begynder at bruge tobaks- og nikotinprodukter på arbejdspladsen
- Støtter medarbejdere, som ønsker at stoppe
- Skaber lige pausevilkår og et styrket fællesskab på arbejdspladsen
- Styrker virksomhedens image over for kunder og omverdenen
- Giver medarbejdere færre sygedage
- Gavner virksomhedens økonomi og giver medarbejderne mere tid til at arbejde
Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning og sparring til virksomheder, der ønsker at indføre røgfri arbejdstid. Organisationen kan blandt andet give ny faglig viden og inspiration til en god proces, samt hjælpe med at komme godt i gang og godt i mål.
Hos Kræftens Bekæmpelse har man lavet en kampagnefilm, der med et humoristisk greb sætter spørgsmålstegn ved rygning i arbejdstiden: Tænk hvis man byttede røg ud med løg.
Det er nok de færreste, der vil bruge deres pause på at nyde et løg. De smager grimt, lugter fælt og svier i øjnene. Alligevel gør vi det med røg…
Håbet er, at filmen vil skabe opmærksomhed, fungere som samtalestarter og inspirere flere virksomheder til at tage stilling til medarbejdernes sundhed på arbejdspladsen og indføre røgfri arbejdstid. Se filmen her: