-
El
-
VVS
Coronakrisen har udskudt uddelingen af Arbejdsmiljøprisen til september, hvor Lindpro og Sanistål indtager to ud af tre pladser i nomineringen.
Arbejdsulykkerne er svundet ind til en brøkdel i Lindpro og Sanistål, hvilket placerer de to virksomheder i opløbet til Arbejdsmiljøprisen 2020. Den tredje nominerede i kategorien er entreprenørvirksomheden MT Højgaard.
Grossisten og teknikentreprenøren sætter sig dermed tungt i feltet af nominerede til prisen, som skulle have været uddelt i april. Det har coronaen desværre sat en stopper for, så virksomhederne må vente til den 8. september med at få udløst spændingen om, hvem der er i sidste ende løber af sted med prisen.
Læs også: Kemp & Lauritzen køber Lindpro for 265 millioner
Hos Lindpro er antallet af arbejdsulykker svundet ind med mere end 75 procent på blot fire år. Ulykkesfrekvensen er med andre ord faldet fra 23,4 i 2015 til 5,3 i 2019 blandt de mere end 800 ansatte i virksomheden.
- Vi vil gerne have arbejdsulykkerne frem i lyset, for vi kan alle sammen lære af dem. Også selvom det er ulykker, hvor man måske har dummet sig lidt. Der er i dag en bevidsthed i organisationen om, at vi skal undgå ulykker. Vi skal ikke være de seje macho-folk, der ignorerer ulykker, vi skal passe på os selv og hinanden, siger Rikke Præstmark, der er HR-direktør i Lindpro A/S, i en pressemeddelelse.
Det betyder blandt andet, at Lindpro har stiftet sin egen arbejdsmiljøpris, som de enkelte afdelinger rundt om i landet konkurrerer om at få. Derudover står en arbejdsmiljøkoordinator for en grundig introduktion til virksomhedens sikkerhedsprocedurer, når nye medarbejdere bliver ansat.
Fra 82 til 8 ulykker
I grossistvirksomheden Sanistål er bedriften mindst lige så imponerende, selvom udviklingen er sket over ti år. I den periode er antallet af arbejdsulykker nemlig faldet med hele 90 procent - fra 82 i 2009 til otte i 2019.
- Vi ville have en markant reduktion af vores arbejdsulykker. Arbejdsmiljøet kommer før profit og indtjening, og det er ekstremt vigtigt for en virksomhed som Sanistål A/S, at folk ikke kommer til skade. Derudover havde vi sikkerheden i fokus i den overordnede strategi, og at vi går forrest som ledelse, siger Christian B. Lund, direktør hos Sanistål A/S, i en pressemeddelelse.
Læs også: Sanistål har forhindret 9 ud 10 arbejdsulykker
Virksomheden beskæftiger cirka 1000 medarbejdere, og strategien har været at få samtlige arbejdsgange beskrevet og ikke mindst få registreret alle nær-ved-ulykker. Den vaner tager tid at ændre, men nu har det for alvor vist sit værd.