-
Industri
-
El
-
VVS
Til sommer er det slut med syv km kørsel imellem Linatechs produktion i Thorning og den administrative afdeling i Vium. En sammenlægning i Thorning skal give tættere samarbejde og effektivitet. Virksomheden har netop lavet første plus efter tre år med underskud.
En 400 kvadratmeter stor kontor-pavillon spiller en vigtig rolle i den turn-around, som konstruktions- og produktionsvirksomheden Linactech ved Viborg gennemgår i disse år. Siden fabrikken blev bygget til produktion i 2006 har to tidligere ejerkredse haft planer om at samle virksomheden her – med en udvidelse til administration.
I 2022 fik Linatech igen en ny ejerkreds med blandt andet direktør Lars Rahbæk, som startede i virksomheden i 2021. Denne tredje ejerkreds bliver den, der gennemfører samlingen af virksomheden på én adresse.
- Vi er overbeviste om, at det vil give en række synergier at samle salg, teknisk afdeling og produktion, så de sidder lige op ad hinanden til daglig. I dag er der syv km imellem os. Det er ikke langt, men det betyder meget i hverdagen, siger Lars Rahbæk.
Gå en runde
Til daglig har direktøren haft arbejdsplads i Vium og er så løbende kørt til Thorning for også at være til stede i produktionen. Nu glæder han sig til, at de kommunale tilladelser falder på plads, så kontorpavillonen kan opsættes til indflytning til sommer.
- For mig som leder er det helt afgørende at kunne gå en runde på virksomheden hver dag og være synlig og tilgængelig. Samtidig vil alle komme til at lære hinanden bedre at kende på én adresse. Men det er også en ledelsesudfordring at skabe en ny kultur for alle, når flere har været fast forankrede i Vium i mange år. Det kommer vi til at arbejde med, siger Lars Rahbæk.
Plus efter tre år i rødt
Sammenflytningen er en væsentlig brik i den turn-around, som Linatech står midt i. Efter tre år med underskud kom virksomheden med ny ejerkreds og ledelse i 2022/23 ud med et overskud på 2,8 mio. kr. efter skat. Effektivisering, nedskæringer, omstillinger og ny prissætning er alle ingredienser i den proces.
Virksomheden er gået fra 64 ansatte til 42 – men har bevaret samme produktionsvolumen. Syv brancher er i den gennemførte omstilling blevet til fire fokuserede brancher: Vind, medico, industri og transport.
Service solgt fra
Samtidig er serviceafdelingen solgt fra til den tidligere servicechef, som også har overtaget biler, maskiner og værktøj.
- Vi analyserede os frem til, at hasteopgaver inden for service forstyrrer husets andre projekter og produktioner alt for meget i flere afdelinger. Det har været et godt fravalg, som har givet mere ro. Nu er der fuld fokus på at være en konstruktions- og produktionsvirksomhed, hvor vi kan skabe overskud, siger Lars Rahbæk.
-
Linatech A/S, Thorning
Konstruktions- og produktionsvirksomhed
Direktør: Lars Rahbæk
Ansatte: 42
Web: linatech.dk
Linatech har effektiviseret og er gået fra 64 til 42 ansatte