-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Selvom man blot er otte personer i virksomheden, kan miljø og bæredygtighed godt prioriteres højt. En lille Silkeborg-virksomhed har nu lavet miljøregnskab i tre år og satser på elbiler, solceller, omfattende affaldssortering og ”vild med vilje-arealer” omkring virksomheden.
- Det bliver jo ikke vores lille virksomhed, der redder planeten og verdens miljø. Men vi prøver at gøre den forskel, som vi nu engang kan gøre for at forbedre vores bæredygtighed som virksomhed. Og både kunderne, banken og andre samarbejdspartnere lægger mærke til vores indsats. De roser faktisk vores tiltag, siger Charlotte og Dan Korsbakke, der ejer og driver El-Gården beliggende i Silkeborg industrikvarter.
Medarbejderne er med
I den midtjyske virksomhed er det lykkedes at få medarbejderne til at tænke med og komme med ideer, der kan øge bæredygtigheden. Eksempelvis fik en elektriker en dag på arbejde i en virksomhed lidt længere hen ad FL Smidths Vej en god ide, der nu sikrer genbrug af al den pap-emballage, som virksomheden har.
Elektrikerne fra El-Gården skiftede den dag armaturer til LED i virksomheden Anla Glas. Ansatte spurgte, om de kunne beholde al pap fra de nye armaturer til indpakning af forsendelser til kunderne. Genbrugspap er nemlig en del af denne virksomheds bæredygtighed. Nu henter Anla Glas pap hver uge.
- Det er blevet ren win win: Vores kunde skal købe mindre pap, og vi sparer afhentning af vores pap fra emballage. Vi er dermed begge med til at spare en forarbejdning i forbindelse med genanvendelse af pappet – herved sparer begge virksomheder både penge og belastning af miljøet. Det kan vi takke en kvik medarbejder for, siger Charlotte Korsbakke.
Udvekslingen af genbrugspap er nu udvidet med al pakkefyld, flamingo og bobleplast til fordel for begge virksomheder.
Fra skepsis til grøn glæde
Den første svend har fået skiftet sin kassevogn på diesel ud med en elbil med en rækkevidde på 220 km. Den næste kassevogn på el er på vej. Mesters bil er skiftet til en plug-in hybrid, der kan trække en trailer, når der er behov for det. I hverdagen er rækkevidden med el dog tilstrækkelig til de fleste opgaver.
- Der var lidt skepsis først omkring at skulle lade kassevognen hjemme og afregning i den forbindelse. Men det kører fint – og nu oplever vores medarbejdere positive kommentarer til en firmabil på el. Og rækkevidden på godt 200 km er fint til at dække Silkeborg og omegnen, som er vores forretningsområde geografisk, siger Dan Korsbakke.
Tre gode og grønne råd
-
1: Gå i gang med din miljørapportering. Så er du på forkant.
2: Start med scope 1 og 2, som er overskuelige.
3: Involver dine medarbejdere
Solceller på taget giver strøm til elbilerne hos El-Gården, hvor Dan Korsbakken her lader
Solceller på taget
Firmaet har installeret et 11 kW-solcelleanlæg på taget af virksomheden. Det står for godt 20 pct. af virksomhedens elforbrug herunder opladning af bilerne.
El-Gårdens aktuelle ESG-rapport er netop lagt online på virksomhedens website www.egs.dk. Det er tredje gang, at der sættes tal på bæredygtigheden.
- Vi startede for mere end tre år siden, fordi vi var sikre på, at der ville komme krav om at kunne dokumentere miljøpåvirkning til virksomhederne. Vi arbejder for en stor bank og Silkeborg Kommune. Så store kunder vil på et tidspunkt efterspørge dokumentation på vores bæredygtighed. Nu er vi på forkant i stedet for at risikere at blive bidt bagi af nye krav, som vi ikke ville være forberedte på, siger ægteparret Korsbakke.
Grøn ambassadør
Charlotte Korsbakke har et par gange været ude og møde andre virksomheder, eksempelvis i TEKNIQ Arbejdsgivernes lokalforening, for at fortælle om ESG og indførelsen af rapportering. Her har hun brugt en del tid på at afmystificere arbejdet med at rapportere i Valified-systemet.
- Jeg brugte et par uger til den allerførste rapport. Nu tager det et par halve dage at lave den årlige rapport. Vi er i den forbindelse taknemmelige for Valified-systemet, som gør afrapportering så meget nemmere. Og det var en fed fornemmelse, da jeg kunne tilbyde vores bankforbindelse et print af vores seneste ESG-rapport, da de forsigtigt spurgte til virksomhedens miljøpåvirkning, siger Charlotte Korsbakke med et smil.
Mere sol på vej
Det næste skridt kunne være at øge solcelleanlægget på taget af El-Gården. Der er plads til det tredobbelte areal.
- Vi er med i et lille forsøg, hvor leverandøren med kunstig intelligens vil sammenholde vores forbrug, prissætninger, vejrudsigter og muligheder for at sælge grøn strøm til systemet. Vi kan ikke selv forbruge mere, så det handler om salg. Det er interessant at se resultatet af, siger Dan Korsbakke.
El-Gården har i alt ni firmabiler. Den løbende udskiftning fra diesel til el har været den største faktor for at nedbringe virksomheden CO2-udslip. Når bil-udskiftningen er færdig, så vil de årlige miljøforbedringer flade mere ud.
-
13 fraktioner affald hos El-Gården
- Pap
- Træ
- Flamingo
- Elektronik
- PVC
- Hårdt plast
- Blød plast
- Kemiaffald
- Farligt affald
- Kabler
- Metal
- Hvidevarer
- Småt brandbart
Charlotte Korsbakke tjekker dages solproduktion - 20 pct. af el-forbruget hentes fra solcellerne på taget.