-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Smede, elektrikere og vvs’ere har gode muligheder for at skaffe legater til mere uddannelse og udlandsophold. Men alt for få søger. Ekspert anbefaler flere svende at gå efter legater.
20 ansøgninger til danske fonde har givet 28-årige Jonas Bruun Poulsen 35.000 kr. i tilskud til at tage uddannelsen til installatør på Københavns Erhvervs Akademi. Men Jonas repræsenterer som faglært en gruppe, der for sjældent forsøger at få penge fra de mange tusinde danske fonde.
- Der er gode muligheder for at få støtte til uddannelse og karriere fra forskellige fonde for unge fra det tekniske erhvervsliv. Men for få unge benytter sig af mulighederne. Det kan vi se i vores kundedatabase, siger Søren Madsen fra virksomheden Fundraising.how, der tilbyder legatrådgivning.
300 fonde
Legateksperten vurderer, at en ung faglært til et udlandsophold med et budget på 100.000 kr. realistisk set vil kunne finde legat-finansiering til over halvdelen af udgifterne – og i nogle tilfælde endda hele beløbet, fordi omkring 300 fonde er aktuelle at søge for det tekniske erhvervsliv.
- Fonde inden for håndværkerområdet kan være meget specifikke i deres krav. Det kan være faktorer som geografi, uddannelse, køn og baggrund der skal være opfyldt for at komme i betragtning. Vi tilbyder analyser, der gør søgningen meget målrettet blandt de måske 15.000 danske fonde og legater herhjemme, siger Søren Madsen.
Elektriker Jonas Bruun Poulsen investerede 2.500 kr. i at få hjælp til sine legat-ansøgninger hos fundraising.how
- Det er en jungle at søge legater, og det er udelukkende på grund af vejledningen, at jeg har fået to flotte legater på tilsammen 35.000 kr. Og min legatrejse er ikke slut. Jeg søger videre, siger Jonas Bruun Poulsen, der har kvitteret for vejledningen med 5 ud af 5 stjerner på Trustpilot.
Søren Madsen har et vigtigt råd til alle, der går ind i fondsarbejde: Man skal udvise stor motivation for den uddannelse eller det studieophold, man gerne vil søge legat til.
Maks motivation
- Man skal virkelig vise, at man brænder for sagen og har sat sig ind i, hvad den enkelte fond støtter. Og så gør det ikke så meget, at der måske er en grammatisk fejl et sted i ansøgningen. Motivationen er det vigtigste, understreger Søren Madsen.
Endelig er det vigtigt at vide, at det kræver tålmodighed at søge. Når først en række skabeloner med faktuelle informationer er indsamlet og klar, så starter arbejdet med at målrette de motiverede ansøgninger – og så afvente afgørelser fra fondene.
- Start i god tid – og vær tålmodig. Det tager tid, men for de fleste kan det betale sig at søge fonde, siger Søren Madsen.