-
Industri
TEKNIQ Arbejdsgiverne er med i et projekt i Vestjylland, hvor det lykkes at få tre ud af fire ledige jyder kvalificeret til at svejse fjernvarme eller montere kabler eller rør inden for grøn omstilling. Over 100 ledige har været igennem forløbet kaldet Green Skills, der med succes direkte kombinerer uddannelse og beskæftigelsesområdet som en samlet enhed.
Samlet har der på erhvervsskolen Rybners i Esbjerg været afviklet otte kurser i projektet Green Skills: Seks af dem har været fokuseret på fjernvarmerørsvejsning. Derudover har der været et kursus for kabelmontage til el-branchen samt et til rørmontage til vvs-branchen. Kursusforløbet, der er udviklet af TEKNIQ Arbejdsgiverne, Blik & Rør forbundet, Dansk Industri og Dansk Metal, har givet tre ud af fire deltagere enten fast arbejde eller lyst til at tage en decideret erhvervsuddannelse om området.
- Vi samarbejdspartnere ser det som en fælles opgave at skaffe den nødvendige arbejdskraft til de grønne udfordringer, som det kræver mange hænder at løse. Og dette nye forløb er et godt og effektivt eksempel på, hvad der skal til for at løse denne opgave, siger chefkonsulent Johnny Kristensen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Svejser fjernvarme
En ledig på fjernvarmerørsvejserkurset vil eksempelvis efter en oplæringsperiode selv kunne svejse fjernvarmerør. Det arbejde kan bidrage til at flere danskere kan komme på fjernvarmenettet, hvilket vil være med til at fremskynde den grønne omstilling og gøre Danmark uafhængig af gas fra Rusland.
- Det kræver kvalificeret arbejdskraft og nye kompetencer, hvis det skal lykkes Danmark at nå sit mål om at blive fri for fossile brændstoffer. Derfor har det været et særligt prioriteret indsatsområde i Green Skills at samarbejdskredsen igangsatte flere opkvalificeringsforløb for ledige defineret af arbejdsmarkedsparter med udgangspunkt i virksomhedernes behov, siger Lise Willer, direktør for Social & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune og formand for styregruppen bag Green Skills samarbejdet.
Starter uddannelse
Kurserne er på 52 dage og foregår på erhvervsskolen Rybners i Esbjerg.
- Forløbene giver ledige mulighed for ordinære job i de virksomheder, der er en del af den grønne omstilling, men de medfører også, at særligt flere voksne påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse. De er derfor med til at sikre kvalificeret arbejdskraft på både kort og langt sigt, lyder det fra Martin Dunlap Svane, udviklingschef på Rybners Erhvervsuddannelser og kursuscenter.
-
Green Skills
Green Skills er et netværkssamarbejde mellem forskellige uddannelsesudbyder, jobcentrene i Esbjerg og Varde Kommune og arbejdsmarkedets parter. Målet med samarbejdet er at igangsætte, understøtte og koordinere aktiviteter der kan bidrage til at skaffe kvalificeret arbejdskraft til den del af den grønne omstilling som har sit udgangspunkt i Esbjerg og det Sydvestjyske område, med særlig fokus på faglærte og specialarbejdere.
Green Skills er organiseret som et frivilligt netværk, hvor aktørerne med afsæt i egne mål og opgaveportefølje, forsøger at igangsætte og koordinere initiativer, der samlet set tilføjer beskæftigede og ledige kompetencer som kan understøtte den grønne omstilling.
Green Skills netværkssamarbejdet understøttes af et fællessekretariat, bestående af medarbejdere udlånt af henholdsvis Rybners og Jobcenter Esbjerg.