-
Industri
Selvstændige, der anvender virksomhedsordningen, og som har leaset en firmabil, der ikke indgår i ordningen, skal passe på med, hvordan de bogfører leasingydelser og øvrige driftsudgifter, hvis de vil undgå firmabilsbeskatning, skriver BDO-ekspert Jesper Larsen, Partner i BDO’s skatteafdeling.
Selvstændige, der anvender virksomhedsordningen, kan selv bestemme, om de vil lade deres firmabil indgå i ordningen, eller om de vil holde den udenfor. Lader de den indgå, beskattes de efter reglerne om fri bil, hvis de også bruger bilen privat - men til gengæld har de skattefradrag for alle biludgifterne.
Holder de den udenfor, undgår de firmabilsbeskatningen, men kan til gengæld også kun belaste virksomhedsregnskabet med den andel af biludgifterne, som kan henføres til den erhvervsmæssige brug af bilen. Denne andel kan opgøres på to måder. Enten kan firmaregnskabet belastes med en forholdsmæssig andel af de faktiske biludgifter, hvilket i princippet forudsætter, at der føres kørebog for al kørsel i bilen. Eller også kan regnskabet belastes med kørepenge efter statens satser. I så fald skal der kun holdes styr på den arbejdsmæssige brug af bilen.
Langt de fleste selvstændige vælger efter vores erfaring at bruge den sidstnævnte mulighed. De holder bilen ude af virksomhedsordningen og hæver skattefrie kørepenge i denne. En mulighed som ikke udelukker, at der kan foretages fradrag for momsen af driftsudgifterne.
Forkert bogføring kostede 300.000
Landsskatteretten har for nylig afsagt kendelse i en sag, der handlede om en selvstændig revisor, der havde valgt at holde sine leasede firmabiler uden for virksomhedsordningen. Han havde ikke hævet skattefrie kørepenge i denne, men i stedet belastet virksomhedsregnskabet med en forholdsmæssig andel af de faktiske biludgifter.
Både leasingydelser og løbende driftsudgifter var i årets løb betalt af midler fra virksomhedens bankkonto. Først ved regnskabsafslutningen for hvert år, blev den private andel af udgifterne – opgjort ud fra et nøjagtigt kørselsregnskab – overført til hævekontoen.
Ifølge Skattestyrelsen indebar den anvendte fremgangsmåde, at revisorens biler skulle anses for at indgå i dennes virksomhedsordning med den konsekvens, at han skulle beskattes af værdi af fri bil med et beløb på knap 300.000 kr. Afgørelsen blev tiltrådt af Landsskatteretten med den begrundelse, at bilerne kun ville kunne anses for ikke at indgå i virksomhedsordningen, hvis de løbende udgifter var bogført på mellemregningskontoen og – hvis denne blev negativ – overført til hævekontoen.
Anbefaling til selvstændige
Problemet i sagen var ikke, at biludgifterne var betalt af midler fra firmakontoen, men at de ikke hver gang blev bogført på enten mellemregnings- eller hævekontoen, således at den erhvervsmæssige andel først efterfølgende blev belastet virksomhedsregnskabet. Revisoren havde gjort præcis det modsatte. Altså i første omgang belastet virksomhedsregnskabet med alle biludgifterne og først efterfølgende overført den private andel til hævekontoen. En fremgangsmåde, som ikke havde nogen som helst betydning for fordelingen af biludgifterne mellem privat og erhverv, men som altså nu medførte, at han skulle beskattes efter reglerne for firmabiler.
Der er i vores øjne tale om en meget formalistisk afgørelse. Indtil videre må den imidlertid tages til efterretning, og vi anbefaler alle selvstændige med biler udenfor virksomhedsordningen, at de bogfører deres løbende biludgifter på enten mellemregnings- eller hævekontoen, hvis udgifterne betales via virksomhedens bankkonto.